Novo får hjælp til at bekæmpe amerikanske kopister
To amerikanske kongresmedlemmer har stillet et forslag, der især går efter at ramme de compoundere, der sælger efterligninger af Novo Nordisks Wegovy og Ozempic.
Siden 2023 har efterligninger af både Wegovy og Ozempic været et voksende problem for Novo Nordisk på det amerikanske marked.
Over en million amerikanere køber deres produkter i stedet for Novo Nordisks eller Eli Lillys originaler.
Den danske medicinalkoncern har selv anlagt over 130 søgsmål mod sælgere af de såkaldte compoundede efterligninger, fordi Novo Nordisk dels har fundet ulovlige ingredienser i efterligningerne, dels fordi de har solgt og markedsført efterligningerne som den originale vare.
Men nu er der måske hjælp på vej i kampen fra allerhøjeste sted, nemlig fra den amerikanske kongres.
To kongresmedlemmer, Rudy Yakym III (republikaner) og Andre Carson (demokrat), har fremsat et forslag med titlen »Safeguarding Americans from Fraudulent and Experimental (SAFE) Drugs Act of 2025.«
Det skal skærpe overvågningen af compounderne, og det skal sikre, at de amerikanske sundhedsmyndigheder får de ressourcer, der skal til for at gøre dette arbejde.


