Luksusbiler og poser med penge: Topchef i Shape Robotics har indrømmet korruption
Finans kan nu afsløre, at topchefen i det danske børsselskab Shape Robotics, Mark Abraham, har fortalt de rumænske antikorruptionsmyndigheder, at han igennem flere år betalte returkommission til en chef i Vodafone i sin tid som direktør for et nu konkursramt selskab.
Topchefen i børsnoterede Shape Robotics, Mark Abraham, er involveret i en hidtil ukendt sag om korruption for millioner af kroner.
Han har i detaljer forklaret myndighederne i Rumænien, at han igennem flere år betalte returkommission til en fremtrædende chef i Vodafone, mens han var direktør i det rumænske firma Sav Integrated Systems.
Ifølge Mark Abraham fik Vodafone-chefen både luksusbiler, kontanter og dyre gaver som Rolex-ure.
Den britiske telefonkæmpe har på baggrund af Mark Abrahams forklaring anslået, at returkommissionen løb op i omkring 1 mio. euro, svarende til knap 7,5 mio. kr.
Det kan Finans afsløre på baggrund af dokumenter fra de rumænske antikorruptionsmyndigheder, Direcția Națională Anticorupție.
Korruptionssagen har ikke tidligere været beskrevet offentligt, men både Direcția Națională Anticorupție og Vodafone bekræfter sagens eksistens over for Finans.
Ifølge førstnævnte er sagen »under behandling«, hvorfor myndigheden ikke kan bidrage med yderligere oplysninger.
Vodafone oplyser i et skriftligt svar, at koncernen allerede i 2018 undersøgte korruptionsbeskyldningerne.
Vodafone var dog ikke i stand til at finde beviser for, at Mark Abraham talte sandt, hvilket blev meddelt til de rumænske myndigheder, og telegiganten har ikke kendskab til, at der nogensinde har været ført sager mod virksomheden eller ansatte i forbindelse med sagen.
Dokumenterne omfatter både en sagsfremstilling og adskillige afhøringsrapporter fra Direcția Națională Anticorupție.
Ifølge disse skal den påståede returkommission have fundet sted i perioden 2012-2017, da Mark Abraham var direktør for den rumænske virksomhed Sav Integrated Systems, som gik konkurs i 2017.
Året efter konkursen gik Mark Abraham til myndighederne og hævdede, at han havde betalt returkommission til en chef i Vodafone, og at chefens overordnede var vidende om, hvad der foregik.
Abrahams påstande blev bakket op af flere vidner, herunder medarbejdere i Sav Integrated Systems.
Et af vidnerne forklarede eksempelvis, at Mark Abraham tre gange havde bedt ham om at efterlade poser eller kuverter med kontanter i Vodafone-chefens bil.
Desuden skal der være blevet gennemført adskillige kontanthævninger og betalinger af gaver, husleje og leasing af luksusbiler som en Porsche 911.
Mark Abraham afviser at kommentere Finans’ historie. Han skriver i beskeder på Whatsapp, at oplysningerne om sagen »ikke er tiltænkt offentliggørelse«.
»Gør hvad du vil med de filer, I har modtaget. Jeg vil ikke kommentere oplysninger, der ikke bør eksistere i et nyhedsmedie, særligt når det fremstiller fakta på en misvisende måde,« skriver han.
Finans har tidligere beskrevet, at Mark Abraham er tiltalt for groft bedrageri i Rumænien i forbindelse med sin rolle i Sav Integrated Systems.
Her er Mark Abraham anklaget for at belåne forfalskede fakturaer i den rumænske bank CEC Bank.
Fakturaerne fremstod, som om de var sendt til flere forskellige virksomheder. En af disse virksomheder var netop Vodafone, fremgår det af sagens dokumenter.
Mark Abraham nægter sig skyldig i bedragerisagen.
Eftersom han selv gik til myndighederne med påstanden om returkommission, er han i dokumenterne betegnet som »whistleblower«, selvom han altså ifølge eget udsagn selv stod bag.
Ifølge rumænsk lovgivning kan man som whistleblower netop i korruptionssager selv undgå at blive straffet eller få reduceret sin straf.
Det fortæller lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet og tidligere erhvervsadvokat i Rumænien Cătălin-Gabriel Stanescu.
»Flere af mine klienter er blevet tilbudt, at de ikke blev retsforfulgt i bytte for vidnesbyrd mod mere højtstående aktører i systemet som politikere eller ledere i virksomheder,« siger forskeren.
Han tilføjer, at selvom disse ordninger er lovlige, har de i Rumænien længe skabt bekymring for ulige ansvarlighed i sager om højtstående korruption, hvilket giver nogle embedsmænd eller politiske aktører mulighed for at undgå ansvar i retssager.
Mark Abrahams påstande kom på et tidspunkt, hvor hans aktiviteter som direktør i Sav Integrated Systems var i færd med at blive endevendt.
Han var i september 2017 blevet fyret som direktør i Sav Integrated Systems, der kort efter gik konkurs, og i månederne efter åbenbarede kollapset store uregelmæssigheder i virksomheden.
Senere konkluderede en ekspertundersøgelse og en skatteundersøgelse, at regnskaberne var blevet sminket gennem fiktive og cirkulære handler med samarbejdspartnere.
Mark Abraham har afvist, at han har gjort noget forkert.
Da han i sommer blev dømt erstatningsansvarlig for kreditorernes tab på 120 mio. kr. i Sav Integrated Systems, skete det med udgangspunkt i, at han ikke havde levet op til bogføringsreglerne, og han har anket dommen.
Hvad angår korruptionssagen, har Mark Abraham ifølge dokumenterne fra Direcția Națională Anticorupție hævdet, at han følte sig tvunget til at betale returkommission, fordi han ikke ville miste en kontrakt mellem Vodafone og Sav Integrated Systems.
Mark Abraham kontaktede desuden selv Vodafones hovedkontor i London for at orientere telefirmaet om sagen, og han fremviste beskeder sendt mellem ham og den chef i Vodafone Romania, der havde indflydelse på leverandør- og kundekontrakter i den rumænske afdeling af den verdensomspændende milliardkoncern.
Finans har forgæves forsøgt at komme i kontakt med den pågældende Vodafone-chef, der fratrådte sin stilling i marts 2018.
Under en afhøring i oktober 2019 forklarede han, at han og Mark Abraham fik et tæt forhold til hinanden, og der blev indgået flere kontrakter mellem de to virksomheder. Han afviste nogle af Mark Abrahams påstande, men afhøringsrapporter fortæller intet om, hvorvidt han blev direkte konfronteret med beskyldningerne om returkommission.
Ifølge Mark Abrahams forklaringer indgik de to en aftale i 2012, der indebar, at Sav Integrated Systems skulle betale en fast procentdel i returkommission finansieret gennem overfakturering af Vodafone.
Igennem årene blev de krævede beløb ifølge Abraham større, og derfor begyndte han angiveligt at føre regnskab over datoerne og omstændighederne omkring betalingerne.
Den pågældende Vodafone-chefs overordnede, som ifølge Mark Abraham skulle have været bekendt med og have godkendt returkommissionen, skriver i en e-mail, at hun ikke har været involveret i de forhold, som Finans har forelagt hende.
Hun tilføjer, at hun heller ikke er bekendt med status eller andre detaljer om sagen.
»En af mine vigtigste erfaringer fra årene hos Vodafone er, at virksomheden opretholder de højeste standarder for etik og integritet, og det har altid ligget mig meget på sinde,« skriver hun i sit svar.
Efter kollapset af den rumænske virksomhed Sav Integrated Systems i 2017 blev Mark Abraham samme år en del af selskabet StoryKids.
StoryKids blev stiftet af hans samlever, Elena Pasat, der i dag er marketingchef i Shape Robotics.
Det danske børsselskab opkøbte StoryKids i 2021, hvorefter både Pasat og Mark Abraham blev ansat på en konsulentaftale. Mark Abraham steg i årene derefter i graderne, indtil han i foråret 2024 blev adm. direktør for Shape Robotics.
Året efter opkøbet af StoryKids valgte Shape Robotics i 2022 at købe det rumænske selskab Video Technic Systems (VTS).
VTS bliver ifølge selskabets hjemmeside drevet af Sebastian Voican og Mihai Stoienescu, som begge tidligere arbejdede med Mark Abraham i Sav Integrated Systems.
I årene derefter bragede omsætningen op i Shape Robotics, særligt båret af virksomhedens salg i Rumænien, som i 2024 udgjorde 88 pct. af den samlede omsætning ifølge regnskabet.
Men efter en periode med flere ubetalte regninger blev Shape Robotics den 6. januar i år erklæret konkurs.
Mark Abraham har meldt ud, at han vil forsøge at få Østre Landsret til at omgøre konkursen.


