Fortsæt til indhold

Lego-familie gennemfører generationsskifte

Den ældste bror i den milliardstore pengetank Kirk Kapital har givet størstedelen af sin ejerandel videre til børnene.

Kim Gulstad, adm. direktør i Kirk Kapital, bekræfter nyt generationsskifte. Foto: Stine Bidstrup.
Erhverv

Kort før jul fandt et generationsskifte sted i den udkøbte Lego-families pengetank, Kirk Kapital.

Pengetanken, der indtil nu har været ejet af Casper og Anders Kirk Johansen samt familien efter den tredje og afdøde bror, Morten Kirk Johansen, er således blevet udvidet med to.

Det skete den 22. december 2025, hvor den ældste af brødrenes to børn blev en del af ejerkredsen.

Det fremgår af CVR-registret, hvor oplysningerne først nu er offentliggjort.

Casper Kirk Johansen, der også er formand for bestyrelsen i Kirk Kapital, har således overdraget størstedelen af sine aktier til næste generation, og børnene besidder nu hver en ejerandel og stemmerettigheder i pengetanken på 15-19,99 pct.

Casper Kirk Johansens ejerandel af Kirk Kapital er tilsvarende reduceret fra 27,14 pct. til 2 pct. gældende fra den 22. december 2025.

Kirk Kapital, der slår sig op på at være den største og mest aktive minoritetsinvestor i Danmark, blev skabt i forbindelse med spaltningen af Lego-familiens formue tilbage i 2007.

Dengang beholdt Kjeld Kirk Kristiansen alle aktierne i Lego, mens hans søster, Gunhild Kirk Johansen, blev købt ud.

De penge blev efterfølgende lagt over i Kirk Kapital, som altså nu er ejet af Gunhild Kirk Johansens sønner, brødrene Casper og Anders Kirk Johansen, familien til Morten Kirk Johansen, der døde i 2021, og Casper Kirk Johansens to børn.

Finans har rakt ud til Kirk Kapital for en kommentar på de ændrede ejerforhold.

I et skriftligt svar bekræfter adm. direktør i Kirk Kapital Kim Guldstad, at Casper Kirk Johansen har gennemført »et delvist generationsskifte til sine to børn«.

Han oplyser i samme forbindelse, at han ikke har yderligere kommentarer.

Finans har også forsøgt at få svar på, hvorfor Casper Kirk Johansens stemmerettigheder, på samme tidspunkt som generationsskiftet fandt sted, er steget fra 25,51 pct. til 38,51 pct. Det har ikke været muligt.

Med ejerskiftet på plads er børnene nu blevet del af en velhavende forretning. Ved den senest tilgængelige årsrapport fra 2024 lykkedes det Kirk Kapital at runde 10 mia. kr. i egenkapital.

Artiklens emner
Kirk Kapital
Lego