Fortsæt til indhold

»Situationen er dybt alvorlig«: Danske virksomheder får blank afvisning på grund af nye problemer i Energinet

Problemerne i Energinet er værre, end det tidligere har været kendt. Manglende kapacitet betyder, at danske virksomheder ikke kan få lov til at blive tilsluttet elnettet.

Arkivfoto: Thomas Lekfeldt
Erhverv

Situationen i det statsejede monopolselskab Energinet er langt værre end hidtil kendt. Sådan lyder det fra flere kilder, og i en pressemeddelelse meddeler Energinet, at de aktuelle problemer har fået selskabet til at nedsætte en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe.

Selvom Energinet har været igennem massiv mediestorm og et stort oprydningsarbejde, viser det sig nu, at Energinet er løbet tør for ledig kapacitet i elnettet flere steder i landet.

Det betyder ifølge Finans’ oplysninger, at en række danske virksomheder i de seneste måneder har fået en blank afvisning, når de har forsøgt at blive tilsluttet elnettet.

»Situationen er dybt alvorlig,« fortæller en anonym kilde til Finans.

»Problemerne i Energinet betyder lige nu, at en række danske virksomheder bliver forhindret i at komme videre med deres udvikling,« fortsætter kilden, som sidder tæt på problemerne.

I pressemeddelelsen, som er udsendt fredag morgen, forklarer Energinet, at listerne over virksomheder og projekter, der vil tilsluttes det danske elnet, vokser og vokser.

»Den rivende udvikling ændrer hele tiden på muligheder og begrænsninger. Hvad der kunne lade sig gøre at tilslutte i går, kan være booket i morgen, og begrebet ”ledig kapacitet” i eltransmissionsnettet bliver en stadig mere begrænset størrelse,« udtaler Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Systemansvar i Energinet.

I branchen ryster man på hovedet over, at Energinet ikke har været i stand til at håndtere den stigende efterspørgsel, da det er monopolselskabets vigtigste opgave at sikre et tidssvarende elnet. Det erfarer Finans fra flere anonyme kilder.

Over de seneste måneder har der angiveligt været afholdt krisemøder mellem Energinet og de regionale elnetselskaber. Det er nemlig de regionale elnetselskaber, der har konstateret, at Energinet ikke har fået udbygget elnettet i tide.

Elnettet virker på den måde, at de regionale elnetselskaber skal have plads i Energinets mere overordnede transmisionsnet, før de kan tilslutte virksomheder, som har brug for mere strøm. Flere regionale elnetselskaber har konstateret, at de ikke længere kan få adgang til mere kapacitet i Energinets elnet, og det går altså ud over virksomhederne.

Det er derfor, der nu er nedsat en »hurtigtarbejdende gruppe« mellem elnetselskaber og Energinet. Målet er ifølge Energinet, at parterne skal »finde fælles veje« til at sikre et overblik over den maksimale kapacitet i elnettet.

»Selvom vi gør alt for at udbygge så hurtigt som muligt, så bliver eltransmissionsnettet mere og mere presset. Der er steder, hvor kapaciteten allerede er opbrugt, men der er også mange steder med ledig kapacitet til ny elproduktion eller nyt forbrug, og det skal vi gøre alt for at udnytte, så vi hurtigst muligt får et grønnere energisystem med større uafhængighed,« udtaler Kim Willerslev Jakobsen i pressemeddelelsen.

Det er ikke første gang, at Energinet kommer i hård modvind for problemer med planlægning.

Så sent som i september var energiminister Lars Aagaard (M) kaldt i samråd om det statsejede monopolselskabs forsinkelser, efter at Finans kunne afsløre, hvordan selskabet gennem flere år havde oplevet tiltagende forsinkelser i sine anlægsprojekter, der var langt større end hidtil kendt.

Ved udgangen af 2024 havde tæt på fire af fem projekter de facto været forsinkede, viste interne tal.

Efterslæbet havde parkeret energiprojekter på stribe i limbo, efterladt en hel landsdel i chok med følelsen af at være et »uland« og antændt en betændt debat om, hvorvidt selve grundejerskabet af Energinet var det rigtige.