»Det er misvisende«: Techgiganter svarer igen efter ministers mistanke
Da nye kapacitetsproblemer hos Energinet så dagens lys, pegede pilen ifølge energiminister Lars Aagaard (M) mod datacentre og USA's giganter. Ifølge branchen selv var kritikken misvisende – de bidrager med mere el, end de tager, lyder det.
Da energiminister Lars Aagaard (M) skulle sætte spotlyset på mulige syndere bag kapacitetsproblemerne i det danske elnet, var han relativt klar i spyttet.
»Jeg har en mistanke,« indledte ministeren i et interview med Finans, hvor han frygtede, at bl.a. datacentre og amerikanske techgiganter snuppede pladsen for næsen af danske produktionsvirksomheder.
Danmark risikerede ifølge ministeren at gå glip af vækst og arbejdspladser for at understøtte den amerikanske dataindustri til et punkt, hvor det kaldte på »politisk stillingtagen«.
En mistænkeliggørelse, der ifølge branchen skyder markant forbi målet.
»Det er misvisende at sige, at datacentrene bruger en masse strøm. Det er sådan set os alle sammen, der driver forbruget,« siger Henrik Hansen, adm. direktør i branchens egen interesseorganisation, Datacenterindustrien.
»Vi bruger data i massivt stigende mængder, så selvom det måske er naturligt at se på de store energiforbrugere, er der nogle vigtige nuancer, der ikke helt understøtter dette her,« uddyber direktøren.
Han møder opbakning hos Dansk Industri.
»At sige datacentre – amerikansk-ejede eller andre – skulle være et problem her, så har man ikke blik for, hvad datacentrene bruges til,« konstaterer Andreas Espersen, direktør i DI Digital.
Google har gennem mange år – via vores fem danske solcelleparker – tilført mere grøn strøm til elnettet her i Danmark, end vi selv bruger på vores datacenter.Niels Martin Andersen, politisk chef for datacentre i Norden hos Google
Debatten om datacentres vækst på det danske elnet kommer sideløbende med, at centrenes forbrug på få år har taget himmelflugt.
Alene fra 2021 til 2024 er centrene gået fra at udgøre 3 til 7 pct. af Danmarks samlede elforbrug – et strømbehov, der ifølge seneste klimafremskrivning forventes at firedobles frem mod 2030 til 8 terawatt-timer »på grund af høj international efterspørgsel«.
Selv henviser flere af de amerikanske giganter dog til, at deres bidrag til Danmarks grønne omstilling reelt overstiger deres forbrug. Blandt dem finder man Google, hvor politisk chef for datacentre i Norden, Niels Martin Andersen, henviser til, at »allokering af strøm er et anliggende for Energinet«.
»Vi følger selvfølgelig alle gældende regler,« oplyser han i en skriftlig kommentar.
Han forholder sig ikke til ministerens udmelding, men peger på techgigantens bidrag til Danmarks energiforsyning.
»Google har gennem mange år – via vores fem danske solcelleparker – tilført mere grøn strøm til elnettet her i Danmark, end vi selv bruger på vores datacenter,« opsummerer direktøren.
Selskabet har i dag et datacenter i Fredericia og øjner ifølge Fredericia Dagblad en udvidelse.
Lignende melding finder man hos Apple. Selskabet ønsker ikke at kommentere Lars Aagaards konkrete udmelding, men henviser til, at selskabets datacenter i Foulum ved Viborg »generelt har leveret mere danskproduceret grøn strøm til elnettet, end det har brugt«.
Den amerikanske techgigants jyske datacenter har været i fuld drift siden 2020, hvor det i dag lægger plads til iCloud. Også her planlægger man ifølge Viborg Stiftstidende en udvidelse.
Fortællingen er ikke unik.
Ifølge en større analyse foretaget af Implement Consulting Group for Dansk Industri har de amerikanske techselskaber i form af Apple, Google, Meta – tidligere kendt som Facebook – og Microsoft stået bag talrige langsigtede elkøbsaftaler med vindmølle- og solcelleparker fra Rødby til Thisted.
En analyse, hvor digitaliseringsminister og partifælle til Lars Aagaard (M) samtidig peger på netop datacenterindustrien som et centralt trinbræt til at »sikre danske styrkepositioner i den globale konkurrence«.
Branchen bidrog ifølge opgørelsen i 2024 med 5.400 jobs og 3,4 mia. kr. til bnp. I 2028 anslås den at understøtte 18.000 job og bidrage med 11,4 mia. kr.
Hos Dansk Industri henviser Andreas Espersen også til, at digitalisering generelt spås som en af de større drivkræfter for danske virksomheder i den internationale konkurrence, hvor netop adgangen til at behandle og opbevare data er central.
»Vi kan være enige med ministeren i, at man skal skrue op for tempoet med at få nok strøm ud – men det med at sige, at nogle virksomheder, bare fordi de er amerikanske, er særligt ansvarlige, tror jeg, man skal være meget påpasselig med,« siger Andreas Espersen.
Han advarer samtidig om, at man generelt skal være påpasselig med at placere datacentre som industri i kassen af danske energiproblemer. Han fremhæver særligt, at digitalisering generelt spås som en af de større drivkræfter for danske virksomheder i den internationale konkurrence, hvor netop adgangen til at behandle og opbevare data er central.
»Dansk erhvervsliv er dybt afhængig af datacentre for at fastholde det momentum, og særligt hvis man skal indfri de næste bølger (omstillingsmæssigt, red.), som vores virksomheder står over for,« siger han.
I hans optik kan det være »rimeligt« at se på, hvilke kriterier der anvendes for datacentres tilkobling til elnettet.
»Men at oprindelseslandet skulle spille ind, giver indtrykket af, at de ikke er til gavn for danske virksomheder, selvom de er det,« bemærker han.
Hos Datacenterindustrien lægger Henrik Hansen vægt på, at branchen blot skal behandles på linje med alle andre virksomheder, der har brug for strøm. Når datacentre er store energiforbrugere, er det, »fordi danskerne og danske virksomheder såvel som alle andre har et kæmpe forbrug af data«, som han formulerer det.
»I stedet for at sætte datacentre – om ejerne er danske eller udenlandske – bag i køen, bør man nok hellere række ud og se efter nogle fælles løsninger,« siger Henrik Hansen.
Finans har i forbindelse med denne artikel forsøgt at indhente kommentarer fra Lars Aagaard. Dette har ikke været muligt ved deadline for denne artikel.




