Cristiano Ronaldos smertefulde farvel

I denne uge skriver jeg om:

At the bottom of the newsletter, you can read an English-language version.

Kære læser

Cristiano Ronaldo har skrevet en lang erklæring om sin konflikt med det portugisiske landshold. Et slags manifest. Teksten er selvoptaget og fuld af detaljer om, hvem der sagde hvad, og hvem der svigtede hvem.

Kritikken af Cristiano Ronaldo er sønderlemmende i medierne, og det er let at se et kolossalt stort ego.

Men jeg ser også noget andet. Noget menneskeligt.

Jeg ser en mand, der har svært ved at acceptere, at han er ved at miste kontrollen med sin fortælling.

Ronaldo skriver, at han havde godkendt otte punkter, som landstræneren skulle fremlægge offentligt.

Han ville ikke bare skrive sin egen historie, men også trænerens replikker.

Det er absurd, men hvor mange ledere ville ikke gøre det samme, hvis de kunne?

Jeg har set det mange gange - det er svært at forlade en organisation, som en leder har lagt sit hjerteblod i.

Det handler ikke kun om at miste magt. Det handler om identitet.

Når du har brugt en stor del af dit liv på at træffe beslutninger og sætte retningen, kan det være nærmest ubærligt, når andre overtager opgaven. Og når de begynder at forklare, hvorfor du tog fejl.

Men: En leder kan forhandle om vilkårene for sin afgang, men ingen kan forhandle sig til eneretten til fortællingen.

Det er et vilkår. Og det er svært.

Se blot på erhvervslivet:

Kåre Schultz brugte en bog til at fortælle om en intern magtkamp i Novo og give Sten Scheibye skylden for, at han ikke blev topchef. Det var saftige sager. Scheibye afviste udlægningen.

Casper Kirketerp-Møller kalder sig stadig grundlægger af Clever, selv om Andel afviser, at han er det.

Flemming Østergaard kom i en bitter konflikt med sine efterfølgere i Parken, og skrev endda en bog om det.

Tre store egoer? Tre triste eksempler? Tre mænd, der har gjort sig selv vigtigere end virksomheden?

Mit bud er ja.

Men jeg kan godt se, hvad der driver dem.

Fordi: De egenskaber, der bragte dem til tops, er viljen til at kæmpe og nægte at acceptere andres vurdering.

Nu bliver den vilje, som gjorde dem store, deres svaghed.

Tip: Når du forlader et job, så vis overskud. Det sender et signal om dit format og gør det lettere at komme videre.

Smil. Uanset, hvordan humøret er.

Find Holger: Speed-dating hos Danske Bank

Jeg var til brunch i Danske Bank i går. Bankens årlige træf for finansjournalister.

Først velkomst af topchef Carsten Egeriis. Så tre oplæg. Og så cirkulerede grupper af journalister rundt mellem seks borde med Danske Bank-chefer. Korte faglige samtaler.

For år tilbage handlede den slags møder om at drikke sig fulde sammen. Altså journalisterne og pressemedarbejderne, ikke bankdirektørerne.

Ak, Bikubens kaotiske julefrokoster på restaurant Petersborg i Bredgade er stadig et kært minde.

Nu klarer vi det på nogle få timer. Fagligt, effektivt og med juice og mineralvand. Godt at udviklingen går den vej. Trods alt.

Billedet er fra ankomsten, og i mylderet kan du spotte disse kendisser:

Fra Danske Bank fra venstre: Kasper Davidsen, Christian Heinig, Carsten Egeriis, Stefan Kailay Wind, Bjarne Breinholt Thomsen, Bo Wetterstein og Mark Wraa-Hansen.

Fra medierne fra venstre: Claus Iversen, Finans, Markus Ingemann Jepsen, Finanswatch, Aksel Heine Mortensen, Alexander Bitsch, Finans, Malte Oxvig, Børsen, Ole Krohn, TV 2, Heidi Birgitte Nielsen, Finans, David Bentow, Børsen, Sara Sjølin, Bloomberg, Tina Riising, Børsen og Lene Andersen, Finans.

Fremtidens topchefer lyder som nutidens

Jeg var forbi PwC forleden. Det var der, hvor Niels B. Christiansen, Lego, blev kåret som årets erhvervsprofil. Jeg skrev om det i nyhedsbrevet i sidste uge.

Men der skete også noget andet.