Fortsæt til indhold

Grøn energi splitter blokkene på Christiansborg

Mette Frederiksen giver klimakampen en bagvej ind i valgkampen: Her er tre spørgsmål, som presser sig på

Erhverv

Få et kritisk indblik i erhvervslivets klimaløsninger og trends med klimaredaktør Jakob Martini direkte i din indbakke hver uge. Skriv dig op til nyhedsbrevet "Finans Klima" her.

I denne uges nyhedsbrev skriver jeg om:

Kære læser,

Jeg havde faktisk opgivet håbet om, at klimakrisen og den grønne omstilling ville få en central plads i den igangværende valgkamp.

Fra begyndelsen af valgkampen er natur og miljø blevet heftigt diskuteret. Det har især handlet om rent drikkevand og forslaget om et nationalt sprøjteforbud, der får stadig bredere opbakning blandt partierne.

Men klima er svært.

Det er som om, at vi simpelthen ikke kan forholde os til, at vi styrer mod en temperaturstigning på 3 grader, der kan få vejrkatastroferne til at eskalere, virksomheders forsyningskæder til at kollapse og udløse enorme tab for både borgere og erhvervslivet. Og i øvrigt er Danmark kun en lille brik i et stort globalt spil.

Til gengæld kan vi godt forholde os til, at olieprisen er braget i vejret, fordi USA og Israel kaster missiler over Iran. Og de seneste dage har skiftende meldinger fra Donald Trump og det iranske styre fået olieprisen til at hoppe op og ned.

Det højaktuelle oliekaos har nu sikret den grønne omstilling en bagvej ind i den danske valgkamp orkestreret af statsminister Mette Frederiksen (S), der i weekenden gav Radikale Venstres leder Martin Lidegaard en opsigtsvækkende klimakrammer i Politiken.

De to politikere har indgået en alliance om at opprioritere energipolitikken. Ikke så meget for klimaets skyld, men fordi de ser det som rendyrket sikkerhedspolitik at gøre Danmark og Europa uafhængig af fossil energi fra både Rusland, Mellemøsten og USA.

De to partier har udset sig tre områder, som kræver handling for en kommende regering:

  • Mere vedvarende energi.
  • Et bedre elnet.
  • Elektrificering af både transporten, varmesektoren og industrien.

Mette Frederiksen deler ikke mange detaljer ud i interviewet med Politiken. Efterfølgende har jeg forsøgt at få Socialdemokratiet til at uddybe, men partiet har for nærværende »ikke yderligere at tilføje«.

Hos Radikale Venstre forklarer Samira Nawa, at de to partier ikke har en detaljeret køreplan. For hende er det i første omgang nok, at Mette Frederiksen går ind i en alliance med et overordnet løfte om at opprioritere den grønne energi.

»Det her bliver forhåbentlig vejen væk fra den sovepude, som den nuværende regering har siddet på. Det er derfor, jeg er så begejstret for alliancen med Socialdemokratiet,« sagde Samira Nawa, da jeg snakkede med hende i går.

Sagen er hamrende vigtig for erhvervslivet. Mens erhvervsorganisationerne tæsker løs på Mette Frederiksens formueskat, jubler de i kor over, at hun vil opprioritere forsyningssikkerhed, hvis hun får en runde mere som statsminister.

Og politisk er der virkelig noget at tale om. For energipolitikken er et område, hvor der er en reel og grundlæggende splittelse på Christiansborg, som blev understreget, da de fem borgerlige partier tirsdag gik sammen om et forslag om at satse på atomkraft i Danmark.