Vestas-topchef har helt ret: Det er ikke synd for de rige - det er synd for Danmark
Formueskatten er valgkamp, når det er allerværst og politisk rovdrift på Danmarks fremtid.
Vil du have ugens skarpeste overblik? Chefredaktør Simon Bendtsen giver dig hver fredag overblik over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv. Skriv dig gratis op til nyhedsbrevet Bendtsens Bundlinje her.
KÆRE LÆSER
Socialdemokratiet og venstrefløjen kan grine hele vejen ned til stemmeurnerne:
Forslaget om en formueskat har fået hele boblen af journalister og kommentatorer på og omkring Christiansborg til entydigt at konkludere, at udspillet er helt genialt.
Især fløj kommentatorerne til tasterne, da Vestas-topchef Henrik Andersen blandede sig i debatten og i Berlingske korrekt påpegede, at investeringer og store skattebetalere risikerer at forsvinde ud af Danmark. Og at han i øvrigt selv ville flytte ud af landet.
»Mette F’s allerbedste ven,« skrev Henrik Qvortrup, der kaldte udspillet GE-NI-ALT (!) i et opslag på Linkedin.
»Socialdemokratiet behøver slet ikke rykke annoncer ind i år, de laver sig selv,« skrev tidligere chefredaktør på A4, Kristian Madsen på Facebook.
Et genialt dobbeltspil, skrev Steffen Hjaltelin i Weekendavisen.
Det er uden tvivl genialt, hvis man kun går op i spin og taktik inde i boblen på Christiansborg.
Men hvis man virkelig bekymrer sig om Danmark, om vækst, om arbejdspladser og hvordan vi skaber et stærkere, rigere og bedre land, så bør man tage indvendingerne fra dansk erhvervsliv og forskellige rige familier dybt alvorligt i stedet for bare på arrogant vis at affeje det som klynk.
Virkeligheden er nemlig, at Socialdemokratiet forsøger at købe en kortsigtet valgsejr for en langsigtet strukturel svækkelse af Danmark i en situation, der er alt for alvorlig til at gamble med dansk konkurrenceevne og vækst.
Europa er alene hjemme økonomisk og sikkerhedspolitisk. Hver eneste krone, staten tvinger ud af en virksomhedsejer i formueskat, er en krone, der ikke bliver investeret i energiuafhængighed, forsvarsteknologi eller grøn omstilling – kort sagt et stærkere Europa eller Danmark.
Formueskatten er således i direkte modstrid med Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, som regeringen med Frederiksen i spidsen ellers har gjort til sin altoverskyggende dagsorden i de seneste mange måneder.
Er skatten retfærdig? Naturligvis ikke. Vi taler om formuer og indkomster, som i forvejen er blevet beskattet på alle mulige måder.
Senest den nye toptopskat, der siden årsskiftet har givet en øverste marginalskat på personlig indkomst på over 60 pct. Dertil kommer så også den nye topskat på ejerboliger, som betyder, at rige boligejere med de dyreste boliger betaler næsten tre gange så meget i skat af den øverste del af ejendommens værdi.
For slet ikke at tale om de afgifter, der skal betales ved generationsskifte af en virksomhed til nære familiemedlemmer.
Ironisk nok er det ikke meget mere end et år siden, at regeringen fremsatte et nyt lovforslag om et »Et stærkere erhvervsliv«, der blandt andet indeholdt tiltag, der netop skulle forbedre mulighederne for generationsskifte af familieejede danske erhvervsvirksomheder.
Tal lige om slingrekurs.
Men verden er ikke retfærdig, og derfor er retfærdighed og følelser langt fra det vigtigste argument her: Det vigtigste for os alle sammen må være, om det gør Danmark til et bedre og rigere sted.
Og til det kan man entydigt svare nej.
Skat er adfærdsregulerende, og derfor kan man nemt feje alle mulige teoretiske diskussioner til side og konkludere, at det naturligvis vil have en effekt. Spørgsmålet er blot hvor stor.
Torsdag havde vi på Finans et interview med Pleo-stifter Jeppe Rindom, der peger på en mulig bølge af danske iværksætter-flygtninge, som man har set det i Norge, hvor iværksættere er flygtet fra skatteregninger, der overstiger deres løn.
»Det her går meget dybere end det simple narrativ om, at formueskatten bare er en halv procent, som de rige skal betale. Det her rammer langt bredere. Det betyder, at man som iværksætter skal begynde at tænke sig rigtig godt om, hvis man vil starte noget her,« sagde Jeppe Rindom.
Lad os tage et tænkt eksempel:
En virksomhed med en værdi på 100 mio. kr., men et overskud på kun 1 mio. kr., måske fordi den enten er i en startupfase eller krise, står til at skulle betale 500.000 kr. i formueskat.
Altså halvdelen af årets overskud – og det kommer vel at mærke oven i selskabsskatten.
Vi taler om virksomheder, der skaber vækst og job, men ender med en skatteregning, de ikke kan betale. Med andre ord risikerer vi at forvandle initiativrige iværksættere til danske skatteflygtninge under tvang.
Det er et kæmpestort strukturelt selvmål for Danmark. Så nej, det er ikke en genistreg at tømme virksomhedernes investeringskraft for at vinde en valgkamp. Ligesom det heller ikke er det at tømme velfærdskassen for at vinde et valg.
En skat, der kan tømme kassen, selv hvis der slet ikke er genereret noget overskud endnu, vil utvivlsomt gøre Danmark fattigere, fordi den beskatter potentiale frem for profit.
Resultatet er således ikke bare, at de rige flytter. Resultatet er, at de virksomheder, der bliver, holder op med at vokse.
Derfor er det med den sunde fornuft i behold svært ikke at mene, at Socialdemokratiet i jagten på vælgere er ved at begå en historisk regnefejl, hvor prisen betales af danske arbejdspladser og vores vækstmuligheder ved at forveksle virksomheders arbejdende kapital med personlig luksus.
Hadet til de rige, misundelsen og kynismen i jagten på ministerbiler er ærligt talt forstemmende.
Det er ikke synd for de rige, de skal nok klare sig, men det er synd for os alle, hvis Danmark bliver et fattigere og mindre konkurrencedygtigt land.
Derfor er formueskatten politisk rovdrift på Danmarks fremtid.
Ugens fem vigtigste historier
1. Banker og rige pensionister skal betale for Arne-pensionen
Socialdemokratiet vil gøre det nemmere og mere lukrativt at gå tidligere på pension for udvalgte danskere. Og det skal den finansielle sektor og rige pensionister være med til at finansiere.
2. Blå partier går til valg på at sælge Ørsted
Det giver ikke længere mening, at verdens største udvikler af havvind ejes af den danske stat.
Derfor bør der i næste valgperiode udarbejdes en såkaldt »exitplan«, der skal klarlægge, hvordan og hvornår staten kan sælge sine Ørsted-aktier.
Det mener en samstemmende blå opposition bestående af Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, mens Venstre ikke er afvisende. Det skrev vi på Finans her tidligere på ugen.
Blå partiers ønske om at sælge Ørsted kan dog få alvorlige konsekvenser for energigigantens kreditvurdering, skriver Victor Emil Kristensen og William Springer. Læs den historie her.
Samtidig kalder klimaminister Lars Aagaard (M) salgssnakken for direkte skadelig for Ørsted.
Giv Ørsted ro - aktiesalg må afvente opsplitning, mener Søren Linding.
3. Krig i Mellemøsten skaber limbo for DSV og speditørkollegaer
Trods krigen i Mellemøsten er DSV fortsat leveringsdygtig, melder fragtgiganten til Finans. De finansielle konsekvenser af krigen er dog fortsat utydelige, lyder det fra analytikere. Kresten Andersen skriver. Læs mere her.
4. Coloplast får ny topchef
Canadieren Gavin Wood blev i denne uge præsenteret som ny topchef i den børsnoterede medicokoncern Coloplast, der har stået uden topchef i ni måneder.
Matilde Krogsgaard tegner et portræt af den nye topchef og hans opgave. Læs med her.
5. Ballade i Home
Der er ballade i Danske Banks ejendomsmæglerkæde Home, har mine to kolleger Claus Iversen og Kristoffer Brahm afdækket.
Først med historien om, at Home har opsagt Lone Bøegh Henriksen, som med 10 forretninger var den største mægler i kæden.
Dernæst kunne de fortælle, at flere nuværende og tidligere ansatte retter hårde anklager om en brutal ledelsesstil mod topchef Martin Wiesener.
Og torsdag kunne de så afsløre, at Home-kæden har indkaldt sine mæglere til krisemøder i kølvandet på afsløringerne i Finans.
Ugens podcast
Som en vildfaren yoyo tæsker enkeltaktier i det amerikanske S&P500 op og ned på de mindste nyheder, men samtidig er den samlede volatilitet målt på indekset helt normal.
Det skyldes, ifølge Finans’ investorjournalist Daniel Skinbjerg, en såkaldt sektorrotation i aktiemarkedet, hvor penge bliver flyttet - ikke ud af aktier - men fra en type aktier til en anden.
Det kan du høre meget mere om i denne uges udgave af Det, Der Tæller, hvor vi også kommer ind på de private investorers betydning for de store udsving på aktiemarkedet. Læs mere her.
Vært: Heidi Birgitte Nielsen.
Ugens anbefaling - ny Finans-serie
I Finans’ nye podcastserie Headhunterne inviteres lytterne med ind i denne lukkede og eksklusive verden, hvor det besluttes, hvem der skal have de mest eftertragtede og magtfulde poster i de største danske virksomheder.
»Det er den måske vigtigste opgave i dansk erhvervsliv i en turbulent tid med meget store udfordringer, nemlig at sikre den bedste ledelse af de største og vigtigste virksomheder. Det siger sig selv, at der er meget på spil,« siger Søren Linding, erhvervskommentator og debatredaktør på Finans.
Men hvem er headhunterne? Hvordan arbejder de? Og hvordan navigerer de i de indbyggede interessekonflikter og ofte uløselige dilemmaer på vejen mod den næste topchef eller bestyrelsesleder?
Det har Søren Linding sat sig for at finde ud af.
I podcastserien kan du møde nogle af de mest fremtrædende personer fra den danske headhunterbranche.
I Danmark skiller fem internationale firmaer sig ud ved at være dominerende på markedet for rekruttering af topchefer og bestyrelsesmedlemmer til de største selskaber.
De kaldes i populære termer for SHREK efter forbogstaverne i deres udenlandsk klingende navne: Spencer Stuart, Heidrick & Struggles, Russel Reynolds, Egon Zehnder og Korn Ferry.
SHREK stiller op i podcastserien og deler ud af deres erfaringer, holdninger og perspektiver inden for bl.a. branchens etiske retningslinjer, arbejdet med successionsplanlægning, design af aflønningspakker, kulturelle aspekter for internationale topledere i Danmark og sammensætningen af en optimal bestyrelse.
I første episode kan du møde Kåre Sand, der er managing director i Korn Ferry Denmark, og som har været en del af den danske headhunterbranche i flere årtier.
Du kan finde podcasten i Finans-app’en eller på Apple Podcast, Spotify og hvor du ellers finder din lyd.
Ugens citat
»Jeg tror, at de mennesker, jeg mødte forleden nede på H17 (et fixerum i København, red.), er mere optagede af, hvilket tilbud de får, end om Lego-familien skal betale en højere skat. Jeg tror ikke, det er den måde, de tænker lighed på.«
Lars Løkke Rasmussen (M) udelukker en formueskat i Børsen.
Tak for at læse med! God fredag og god weekend.
bh
Simon Bendtsen

