HusCompagniet erkender: Kendte ikke til Frederik Barfoeds fortid
Da HusCompagniet for to uger siden anbefalede Frederik Barfoed som nyt bestyrelsesmedlem, skete det på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, siger bestyrelsesformanden nu. Frederik Barfoed afviser fortsat at kommentere tidligere straffesager.
HusCompagniets bestyrelse havde ikke sat sig godt nok ind i Frederik Barfoeds baggrund, da den for to uger siden anbefalede ham som nyt bestyrelsesmedlem.
Det erkender det børsnoterede selskab over for Finans, efter at den fynske rigmand torsdag trak sit kandidatur til HusCompagniets bestyrelse.
Bestyrelsesformand Claus V. Hemmingsen oplyser således, at han først blev bekendt med Frederik Barfoeds tre tidligere straffesager om vold, bedrageriforsøg og tyveri af strøm, efter at Finans havde omtalt dem torsdag.
Havde bestyrelsen kendt til forholdene tidligere, er det ifølge bestyrelsesformand Claus V. Hemmingsen »klart«, at vurderingen af hans kandidatur havde været en anden.

