Fortsæt til indhold

Afsløring: Nordens største typehusfirma har brugt underleverandører involveret i svindel og hvidvask

Efter flere måneders research kan Finans fortælle, at underleverandører til HusCompagniet kan kobles til sager om hvidvask, fakturasvindel og groft uforsvarlig forretningsførelse. Topchef tager skarp afstand fra sagerne.

Erhverv
Tobias Hansen Bødker, Jesper Kroer Høberg, Aksel Heine Mortensen, Peter Thomsen & Thomas Lekfeldt (Foto)

Underleverandører til Nordens største typehusvirksomhed, HusCompagniet, kan kobles til sager om økonomisk kriminalitet, hvidvask, fakturasvindel og groft uforsvarlig forretningsførelse.

Det kan Finans nu fortælle med afsæt i retsdokumenter og domme om et stort antal underleverandører til den børsnoterede typehusgigant.

HusCompagniet omsatte sidste år for næsten 3 mia. kr. og bygger hvert år hundredvis af typehuse over hele landet.

Men de mange byggerier trækker også tråde til en lang række underleverandører, hvoraf flere efterlader spor af skattesnyd, hvidvask og fiktive fakturaer.

Finans har i flere måneder undersøgt HusCompagniets underleverandører og har identificeret 15 selskaber, der er eller har været underleverandører til typehusvirksomheden, og som kan kobles til denne type sager.

Eksempelvis har HusCompagniet samarbejdet med et i dag konkursramt byggefirma, hvis direktør var dømt for omfattende hashsmugling, da han blev hyret som underleverandør.

Sidste år blev han dømt igen – denne gang for hvidvask og brug af fiktive fakturaer i et selskab, som HusCompagniet gjorde brug af.

I andre tilfælde har underleverandører fået konkurskarantæne efter sager om manglende betaling af moms og skat, mangelfuld bogføring og brug af selskabets midler til udgifter af privatlignende karakter, viser dokumenter.

Sagen kommer frem, efter at Finans har beskrevet lignende forhold i pakkepostfirmaet GLS.

Huscompagniet solgte sidste år 1500 huse rundt om i landet. Foto: Thomas Lekfeldt

HusCompagniet er noteret på den københavnske børs Nasdaq Copenhagen og har de seneste fem regnskabsår samlet omsat for over 16 mia. kr.

Blandt de største aktionærer er pensionskassen PFA, Danske Invest, der er Danske Banks investeringsforening, og rigmanden Henrik Lind, der står bag Danske Commodities.

Chris Kronow Rasmussen, der er antihvidvaskkonsulent hos konsulenthuset Implement Consulting Group, har gennemgået eksemplerne for Finans. Han kalder sagen »alvorlig«.

»Det er helt vildt, at man overser så mange røde flag. Jeg tænker ikke, at HusCompagniet har interesse i at medvirke til hvidvask eller svindel. Men her virker det, som om man ikke går op i, om det foregår,« siger han.

Hen over de seneste fire uger har Finans været i dialog med HusCompagniet, som bekræfter at have indgået kontrakter med 12 ud af de 15 selskaber.

De øvrige tre selskaber kan ifølge HusCompagniet have været hyret af andre underleverandører.

De omfatter bl.a. et byggefirma, der gik konkurs i 2021, og firmaets ejer bekræfter, at det arbejdede for HusCompagniet som underleverandør til en underleverandør.

Da selskabet gik konkurs, fik han imidlertid konkurskarantæne for groft uforsvarlig forretningsførelse, og historien gentog sig, da han stiftede et nyt byggefirma, som igen arbejdede for HusCompagniet.

Igen gik selskabet konkurs, og igen blev ejeren idømt konkurskarantæne, viser dokumenter.

Han afviser over for Finans at have gjort noget forkert.

Huscompgniet omsatte i årets første tre måneder for 791 mio. kr. Selskabets topchef, Martin Ravn-Nielsen (th.), ses her til en generalforsamling tidligere i år sammen med CFO Allan Auning-Hansen. Foto: Thomas Lekfeldt

HusCompagniet vil ikke stille op til interview og har ikke svaret på Finans’ spørgsmål om enkelte underleverandører.

I et mailsvar skriver topchef Martin Ravn-Nielsen dog, at han »tager skarp afstand fra enhver form for kriminel aktivitet«.

Han understreger, at HusCompagniet ikke vil samarbejde med virksomheder, der »tegnes af personer, der er involveret i ulovlige forhold, eller som drives i strid med gældende lovgivning«.

»Det er helt afgørende for os, at vores samarbejdspartnere leverer høj kvalitet og overholder gældende lovgivning, herunder arbejds- og ansættelsesretlige regler, arbejdsmiljøkrav og relevante overenskomster,« skriver han.

Ifølge Martin Ravn-Nielsen indgår disse krav som en del af kontrakterne med de 1.000 underleverandører, som koncernen ifølge ham samarbejder med årligt.

»Vi har et kontinuerligt fokus på at udvikle og skærpe vores interne procedurer for at minimere risikoen for samarbejde med aktører, der handler i strid med gældende lovgivning eller er knyttet til kriminel aktivitet,« skriver han.

HusCompagniet gør bl.a. brug af en såkaldt asset light-driftsmodel, der indebærer, at dele af byggeprojekterne outsources til underleverandører, som står for eksempelvis murerarbejde, flisearbejde og betonelementer.

Finans har gennem flere måneder indsamlet oplysninger om disse underleverandører og registreret dem, når vi har identificeret underleverandører nævnt i eksempelvis dokumenter, som Finans er kommet i besiddelse af.

I andre tilfælde har vi fået kendskab til underleverandører via fotodokumentation, opslag på sociale medier og oplysninger fra tjenesten Byggefakta, der indsamler data om danske byggeprojekter.

Finans har herefter undersøgt selskaberne og deres ledelsesmedlemmer i cvr-registret, og hvis et selskab er gået konkurs, har vi fået aktindsigt i kurators redegørelser om konkursbehandlingen samt eventuelle kendelser om konkurskarantæne via skifteretterne.

Vi har i en række tilfælde også fået aktindsigt i domme ved flere af landets domstole.

Huscompagniets historie går tilbage til 1972. Video: Thomas Lekfeldt

Blandt eksemplerne på HusCompagniets underleverandører er selskabet Højrup ApS.

Byggefirmaet gik konkurs i 2024, og sidste år blev direktøren idømt to et halvt års fængsel for momssvig for 2,8 mio. kr. og hvidvask for 14 mio. kr.

Undervejs fortalte direktøren i retten, at han havde en fast kontrakt med HusCompagniet, og typehusvirksomheden bekræfter over for Finans, at Højrup ApS var underleverandør.

Den i dag hvidvaskdømte direktør er ikke vendt tilbage på Finans’ henvendelser.

I forbindelse med sagen om Højrup ApS har kurator fået oplysninger fra fagforeningen 3F om en anden af HusCompagniets samarbejdspartnere, DSH Montage.

DSH Montage har ifølge oplysninger fra tjenesten Byggefakta flere gange i 2026 arbejdet på typehusvirksomhedens byggepladser, og HusCompagniet bekræfter samarbejdet.

Ifølge kurator kan der være grundlag for, at Skattestyrelsen åbner en kontrolsag mod DSH Montage for at få afdækket, om »selskabet på tilsvarende vis som Højrup ApS kunne være involveret i moms- og kædesvig.«

Det fremgår af en redegørelse fra marts i år.

Direktøren i DSH Montage afviser beskyldningerne og oplyser til Finans, at der »ikke foreligger nogen konstatering af virksomhedsoverdragelse, moms- eller kædesvig eller anden økonomisk kriminalitet hos DSH Montage ApS.«

Han er hverken blevet kontaktet af Skattestyrelsen eller kurator, tilføjer han. Finans har uden held forsøgt at få en kommentar fra kurator.

Et tredje eksempel er den danske erhvervsmand Steen Christian Siebert.

Han blev i 2019 idømt konkurskarantæne i tre år for groft uforsvarlig forretningsførelse i to konkursramte selskaber.

Ifølge kurator havde han bl.a. omdirigeret fakturaindbetalinger til sin private konto og »anvendt det offentlige som finansieringskilde med betydeligt tab for Skatteforvaltningen til følge.«

Huscompagniet markedsfører sig med sloganet "kom trygt i hus." Foto: Thomas Lekfeldt

Steen Christian Siebert er nu igen indstillet til konkurskarantæne. Denne gang for at have været involveret i byggefirmaet Nybyg Entreprise Sjælland ApS, der gik konkurs sidste år.

Ifølge kurator er der grundlag for politimæssig efterforskning af forholdene i byggefirmaet, og sagen har allerede ført til konkurskarantæne for selskabets registrerede direktør.

Sidstnævnte siger til Finans, at han ikke kan genkende kurators udlægning.

Det kan Steen Christian Siebert heller ikke. Han siger, at han kun var ansat i byggefirmaet, og han afviser desuden at have gjort noget forkert i sagen fra 2019.

HusCompagniet bekræfter at have anvendt Nybyg Entreprise Sjælland ApS som underleverandør.

Da Finans den 4. juni besøgte en af typehusvirksomhedens byggepladser, fremgik selskabsnavnet ”Gyrstinge” på en oversigt over underleverandør. Foto: Thomas Lekfeldt

Det samme er tilfældet med virksomheden Gyrstinge Entreprenørforretning A/S, der gik konkurs i 2024.

Ifølge kurator havde ægteparret bag virksomheden bl.a. anvendt selskabets penge til at opføre en privat villa på 480 kvm, mens de oparbejdede en stor skattegæld, og de indgik efterfølgende et forlig i sagen.

I maj sidste år fik direktøren tre års konkurskarantæne.

HusCompagniet fortsatte dog samarbejdet med ægteparret via et andet selskab ved navn Gyrstinge Entreprenøren ApS.

Ifølge oplysninger fra Byggefakta har HusCompagniet eksempelvis hyret ægteparrets virksomhed i forbindelse med opførelsen af 21 lejligheder i Ringsted med et budget på 40 mio. kr.

Her fremgår manden, der har konkurskarantæne, som virksomhedens kontaktperson.

Ægteparret har ikke ønsket at kommentere, men oplyser, at manden kun er ansat og ikke har indflydelse på driften.

Brugen af underleverandører, der er involveret i kriminelle aktiviteter, er et kendt problem i byggebranchen, og de seneste år har der været flere sager om hvidvask og svindel.

Også Fagbladet 3F har tidligere skrevet om nogle af underleverandørerne nævnt i denne artikel.

Ifølge mediet har der siden 2019 været 71 sager om selskaber, der har arbejdet på type- og rækkehusbyggerier, som har betalt bod, fordi ansatte blev underbetalt eller ikke havde overenskomst.

Hvidvasksekretariatet, der hører under NSK, har udpeget byggebranchen som en af de største kundegrupper for fakturafabrikker.

Det skyldes bl.a., at branchen er præget af hård konkurrence og et stort behov for arbejdskraft.

Netop derfor er det vigtigt at føre kontrol med underleverandører, fastslår lektor og ekspert i hvidvask Kalle Johannes Rose fra CBS.

»Når I kan finde disse sager, ville HusCompagniet også kunne. Når der kan slippe sådanne sager igennem – med så mange røde flag – kan det tyde på, at man ikke har været så interesseret,« siger Kalle Johannes Rose.

Huscompagniet markedsfører sig med strenge krav til samarbejdspartnere og har ifølge selskabets hjemmeside »nultolerance over for enhver form for korruption,« herunder hvidvask af penge. Foto: Thomas Lekfeldt

Et af de eksempler, han hæfter sig ved, er det i dag konkursramte selskab Hansen og Jensen Byg ApS.

Selskabets to stiftere har grundlagt i alt tre forskellige selskaber, der har været underleverandører til HusCompagniet, og som i dag alle er gået konkurs.

De blev sidste år idømt et år og tre måneders betinget fængsel for hvidvask og brug af fiktive fakturaer.

Den ene af stifterne er som nævnt tidligere dømt for hashsmugling, fremgår det af medieomtale. Han har ikke ønsket at kommentere sagen.

I et svar til Finans skriver den anden stifter, at straffesagen er anket.

Ifølge ham handlede selskabet i god tro, og han mener, at sagen udspringer af, at »underentreprenører har anvendt virksomheder, som efterfølgende er blevet identificeret som såkaldte fakturafabrikker, til at fremsende fakturaer til Hansen & Jensen Byg.«

»Disse fakturaer blev betalt af Hansen & Jensen Byg i den tro, at der var tale om legitime fakturaer for arbejde, der var udført,« skriver han.

Han afviser at have udført arbejde for HusCompagniet, men det bekræfter HusCompagniet imidlertid over for Finans.

Direktør i HusCompagniet Martin Ravn-Nielsen påpeger, at det er gængs praksis at bruge underleverandører - og nogle gange i flere led - i branchen, og at byggebranchen er »kompleks« og har »en række strukturelle udfordringer«.

Han oplyser, at samarbejderne med de fleste af de underleverandører, som Finans har henvendt sig om, blev afsluttet i 2020-2021, og at HusCompagniet har et løbende fokus på at sikre, at de lever op til byggefirmaets krav.

»Det ændrer dog ikke ved, at der historisk desværre har været situationer, hvor enkelte underentreprenører har etableret ganske uigennemskuelige og ulovlige virksomhedskonstruktioner eller ikke har fulgt de gældende retningslinjer for tilknytning af underentreprenører,« oplyser Martin Ravn-Nielsen.

»Det er forhold, vi tager skarp afstand fra og løbende arbejder på at stoppe. Men vi erkender også, at når det sker, er det et udtryk for, at vi skal blive bedre,« hedder det i det skriftlige svar fra direktøren.

Ifølge Martin Ravn-Nielsen er HusCompagniet i dialog med 3F og DI om at løse udfordringerne i branchen, og han oplyser, at krav til underleverandørernes arbejdsforhold og overholdelse af loven er en del af kontraktgrundlaget.

»I vores kontrakter med vores underentreprenører forpligter de sig til at meddele os, hvis de indgår samarbejde med andre virksomheder på vores projekter. Dette har vi dog på baggrund af jeres henvendelse konstateret ikke altid overholdes, og vi kigger lige nu ind i de aktuelle forhold, I har gjort os opmærksomme på,« skriver Martin Ravn-Nielsen.

DI og 3F har etableret et brancheforum, der skal bekæmpe økonomisk kriminalitet i byggesektoren. Det bakker HusCompagniet fuldt op om, skriver Martin Ravn-Nielsen, der også håber, at det snart vil blive muligt at slå op i et offentligt register og se, hvem der har fået konkurskarantæne.

»En sådan adgang vil være et vigtigt redskab, fordi den vil give virksomheder som os mulighed for i højere grad at vurdere potentielle samarbejdspartnere, inden der indgås aftaler,« skriver han.