"Projekt Trident": Her er nye detaljer om danmarkshistoriens største pengejagt, hvor meget stadig mørklægges
Der findes hundredvis af akter hos Finansministeriet om den historisk store kapitaltilførsel til Ørsted i 2025.
Historien kender de fleste erhvervsinteresserede:
Ørsted var så meget under pres i USA, at der i 2025 skulle rejses nye penge. Voldsomme amerikanske nedskrivninger og en vindmøllemodstander i Donald Trump som siddende præsident i USA krævede handling.
Danmarkshistoriens største kapitalrejsning blev igangsat i august og succesfuldt afsluttet et par måneder senere.
60 mia. kr. var i kassen. Halvdelen af milliarderne kom fra den danske stat som kontrollerende hovedaktionær.
Men hvad skete hvornår, og hvem var involveret i den vilde pengejagt i 2025?
Det har Finans forsøgt at få svar på i et halvt år hos Finansministeriet, der repræsenterer staten som majoritetsejer af Ørsted.
Finans har gennem aktindsigtsanmodninger prøvet at få fat på en lang række af de hundredvis af akter, som Finansministeriet har liggende på sagen om kapitaltilførsel til Ørsted.
Rigtig mange oplysninger og dokumenter bliver mørklagt for offentligheden af forskellige grunde. Såsom rigets udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til andre lande, og de økonomiske konsekvenser det vil have for både staten og Ørsted, hvis dokumenterne udleveres gennem en aktindsigt.
»Det vil skade Ørsteds økonomiske interesser, hvis selskabet i konkrete situationer er nødt til at afstå fra at have en sådan dialog (med Finansministeriet, red.), eller hvis eksistensen eller indholdet af konkrete dialoger bliver offentligt kendt,« skriver Ørsted selv i et høringssvar til Finansministeriet om, hvorfor oplysningerne skal holdes hemmelige.
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i AL Sydbank, kan godt forstå hemmeligholdelsen af de mange Ørsted-dokumenter.
»Situationen omkring havvind i USA er stadig betændt og vil helt sikkert også være det Trumps præsidentperiode ud. Det er bestemt et argument for, at alle detaljer ikke kan slippe ud endnu,« skriver han i en mail til Finans.
Selvom meget mørklægges, er det dog lykkedes Finans at få udleveret en række nye og interessante detaljer om den historiske kapitalrejsning.

