Nye recepttal: Wegovy-pillen tager førertrøjen
Ærkerivalen Eli Lilly halter bagefter i de seneste recepttal fra USA. Ifølge analytikere kan det give en indikation af, hvilken pille der i det lange løb bliver den foretrukne.
Efter et par uger med svag vækst i antallet af amerikanske recepter udskrevet til Wegovy-pillen, vinder det danskproducerede lægemiddel nu fart i USA.
Sådan lyder vurderingen fra analytikerne fra investeringsbanken SEB oven på fredagens netop offentliggjorte recepttal for den forrige uge.
Ifølge data fra Symphony Health Solutions via Bloomberg er antallet af nye amerikanske patienter på Novo Nordisks Wegovy-pille således steget til 87.186 i uge 16 fra 79.854 i uge 15.
Det svarer til en stigning på over 9 pct. I de to uger forinden steg antallet af nye ugentlige recepter med 2 pct.

