Fortsæt til indhold

»Dybt problematisk«: Fagforening kræver øget kontrol efter GLS-afsløring

Mens flere GLS-chauffører trækker tråde til sager om skattefusk og fakturasvindel, har brancheforening i årevis kæmpet mod brodne kar i branchen. Nu kræver 3F mere kontrol efter Finans-afsløring.

Gennem fem måneder har Finans samlet oplysninger om underleverandører til GLS. Blandt andet via besøg ved flere af GLS’ distributionscentre. Foto: Thomas Lekfeldt
Erhverv

Det er »meget bekymrende« og »dybt problematisk,« at underleverandører til milliardkoncernen GLS kan kobles til sager om fiktive fakturaer, skattefusk og konkurskarantæner.

Sådan lyder det fra fagforeningen 3F, efter Finans har afsløret, at GLS - der er en af Europas største pakkedistributører - benytter danske underleverandører, som trækker tråde til sager om groft uforsvarlig forretningsførelse og skattefusk.

»Vi har længe haft en klar fornemmelse af, at der var problemer i transportbranchen, men det er jo svært at opdage, fordi det bliver holdt skjult. Jeg kunne godt frygte, at det her kun er toppen af isbjerget,« siger Harald Fabricius, der er forhandlingssekretær i 3F Transport.

Han mener, at der er behov for »langt mere« kontrol med underleverandører i vognmandsbranchen.

»Det her viser med al tydelighed, at der er brug for mere kontrol. Både fra virksomhederne selv, men også fra myndighederne,« siger han.

GLS tjener hvert år trecifrede millionbeløb på at omdele pakker i Danmark, men har i stor stil udliciteret omdelingen til selvstændige vognmænd.

Finans har fundet frem til 11 nuværende og tidligere underleverandører til den internationale pakkedistributør, som har forbindelse til sager om eksempelvis fiktive fakturaer og skattefusk.

Ifølge Harald Fabricius er der tale om en brancheproblematik.

»Det hænger jo ikke sammen, når man kan få leveret en pakke til 19 kr., 29 kr. og 39 kr. fra den anden ende af landet. Transporten er simpelthen alt for billig, og det har konsekvenser. Det skal man være bevidst om, når man køber ind på nettet,« siger Harald Fabricius.

Han peger på, at vognmandsbranchen er særligt udfordret af, at der er en meget høj grad af konkurrence med pres på priserne.

»Det kræver rigtig, rigtig mange pakker, hvis du som vognmand skal nå op på en timeløn, der kan få det her til at køre rundt. Det betyder jo, at der er nogle, som så tager en genvej og bliver for kreative,« siger Harald Fabricius.

Direktøren for GLS i Danmark, Steen Ravnsbæk Kristensen, erkendte allerede mandag, at Finans’ afdækning har blotlagt et behov for at skærpe kontrollen med underleverandører i milliardvirksomheden.

»Den opgave tager vi meget alvorligt og er allerede i gang med,« udtalte han i et skriftligt svar og understregede, at GLS tager »kraftigt afstand til enhver form for kriminel aktivitet«.

GLS havde i forvejen opstillet en række krav til sine underleverandører, men firmaet vil nu skærpe sin due diligence og øge hyppigheden af periodiske tjek. Minimum en gang om året skal der følges op på drift og økonomi hos underleverandørerne, lyder det fra pakkepostfirmaet.

Men det er ikke nok, mener 3F.

»Der skal mere kontrol til, og virksomhederne skal have et langt bedre øje for, at det kræver en meget høj grad af egenkontrol, hvis de vælger en model med underleverandører - og det står dem jo frit for,« siger Harald Fabricius.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra GLS i forbindelse med denne artikel, men selskabet er endnu ikke vendt tilbage.

Harald Fabricius mener, at der er behov for, at myndighederne øger deres opmærksomhed på selskaber inden for vognmandsbranchen og opfordrer specifikt til mere kontrol fra Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet, politiet og Færdselsstyrelsen.

»Så må de jo bruge de værktøjer, de har, så vi kan få sat en stopper for de brodne kar,« siger han og tilføjer, at 3F gerne vil gå i dialog med GLS om, hvordan selskabet kan stramme kontrollen.

Hos brancheforeningen DTL Danske Vognmænd fortæller underdirektør Ove Holm, at organisationen har kæmpet for at rydde op i netop brodne kar i branchen siden 2010.

DTL Danske Vognmænd har bl.a. etableret en certificeringsordning for vognmænd, som også GLS har benyttet sig af, og Folketinget har vedtaget ny lovgivning, så det i dag kræver godkendelse at transportere gods over 11 kg.

Derfor er han med egne ord ærgerlig over, at Finans har været i stand til at koble en række af GLS’ underleverandører til sager om fiktive fakturaer og groft uforsvarlig forretningsførelse.

»Det ærgrer mig selvfølgelig, men set fra vores stol er vi slet ikke færdige med arbejdet. Der er meget mere at gøre,« siger han.

Ifølge Ove Holm er det f.eks. et decideret hul i lovgivningen, at man ikke skal have en tilladelse, hvis man kører med gods, der vejer mindre end 11 kg.

»Der er nok en del, der kaster sig ud i at blive vognmand uden at have kompetencerne. Det er jo billigt at anskaffe sig en varevogn. Så lærer de på den hårde måde, at man også skal huske at afregne moms,« siger han.

»Det er derfor, vi gerne vil have den tilladelsesordning, så vi ikke får lykkeriddere ind i branchen. Vi gør, hvad vi kan, men vi har også brug for hjælp fra myndigheder og politikere,« siger han.