Fortsæt til indhold

Bag om historien: Sådan fandt vi GLS-leverandører med tråde til konkurskarantæner og fiktive fakturaer

En kortlægning af GLS' underleverandører fik i denne uge den internationale pakkedistributør til at skærpe sine interne kontroller. I fem nedslag gennemgår vi her, hvordan vi gjorde.

Erhverv

Klokken har kun lige rundet 06.00, da de første varevogne ankommer til GLS’ distributionscenter på Jordemodervej i Ringsted.

Bilerne kører rundt med GLS’ genkendelige blå logo på ladet, men kigger man godt efter, opdager man, at der står et andet firmanavn og CVR-nummer ved fordøren.

På en af bilerne denne morgen kan man se navnet Zaza23 Logistik ApS.

Selskabet viser sig senere at være et af dem, som trækker tråde til sager om bl.a. fakturafabrikker og konkurskarantæner i en kortlægning foretaget af Finans.

GLS er en af Europas største pakkedistributører og tjener trecifrede millionbeløb på at omdele pakker.

Omdelingen er i vidt omfang udliciteret til selvstændige vognmænd, og Finans’ afsløring mandag har fået GLS til at erkende, at virksomheden er nødt til at skærpe kontrollen af sine forretningspartnere.

Dette er historien om historien. Sådan gjorde vi.

1. Bilerne

Gennem fem måneder har Finans registreret GLS’ underleverandører ved at notere navnet og CVR-nummeret på fordøren.

Det er uvist, hvor mange underleverandører GLS har udliciteret sin omdeling til, men i perioden november 2025 til maj 2026 har Finans registreret 63 forskellige selskaber.

Mange af bilerne er registreret i bybilledet i bl.a. København og Aarhus, når de kører rundt med pakker, men langt de fleste registreringer har fundet sted ved at besøge GLS’ distributionscentre i henholdsvis Høje Taastrup og Ringsted i de tidlige morgentimer, når chauffører ankommer.

En GLS-bil fotograferet på gaden i Aarhus. Foto: Jesper Høberg

En række underleverandører – primært tidligere – er derudover identificeret gennem søgninger på sociale medier, jobopslag, presseklip og pressemeddelelser.

Yderligere et antal er identificeret via korttjenesten Google Maps, fordi Googles biler tidligere har filmet GLS-varevogne til brug for streetview-funktionen.

2. Selskabsregistret

Hver GLS-leverandør er blevet slået op i CVR-registret, hvor man kan se selskabets regnskaber, historik, stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører.

Vi har undersøgt, om regnskaberne indeholder informationer om ulovlige forhold. Et eksempel er KEV Service ApS, hvor revisor i de offentligt tilgængelige regnskaber har advaret i flere år om, at selskabet har afleveret urigtige momsangivelser.

Derudover har vi undersøgt ledelsesmedlemmers erhvervshistorik, herunder om de tidligere har været involveret i konkurser. For at få et samlet overblik over, hvordan personer og selskaber hænger sammen, og om der er forbindelser til kendte fakturafabrikker, har vi plottet over 1.000 entiteter ind i et netværksprogram.

Finans har undersøgt en lang række underleverandører til GLS, og hvordan nuværende og tidligere ledelsesmedlemmer trækker tråde til konkurser, konkurskarantæner og fiktive fakturaer. Den store røde prik er GLS.
3. Konkurser

Når en virksomhed går konkurs, bliver den sendt i skifteretten, og en advokat bliver udpeget som kurator for at afvikle virksomheden med henblik på at fordele værdierne til kreditorerne.

Arbejdet står ofte på i flere år, bl.a. fordi aktiver skal realiseres, og der kan opstå konflikter, som skal løses ved domstolene.

Kurator skal ligeledes undersøge, om der er forhold i virksomheden, som kan give anledning til politimæssig efterforskning, og om driften af virksomheden har været groft uforsvarlig. I så fald kan skifteretten på kurators indstilling beslutte at pålægge et ledelsesmedlem konkurskarantæne.

En konkurskarantæne betyder, at den pågældende ikke må deltage i ledelsen af en virksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Under konkursbehandlingen orienterer kurator løbende kreditorerne om sine undersøgelser og om status for afviklingen, ligesom der bliver redegjort for andre forhold, kurator har konstateret. Det kan f.eks. være samhandel med fakturafabrikker, skattesnyd eller private overførsler.

De samme orienteringer tilgår skifteretten.

Finans har gennemgået et stort antal konkursboer og kreditororienteringer vedrørende de konkurser, der kan relateres til GLS-leverandørerne via deres stiftere og ledelsesmedlemmer.

Gennemgangen er foregået via aktindsigt og ved fysisk fremmøde i skifteretterne. I de konkurser, hvor ledelsesmedlemmer er blevet pålagt konkurskarantæne, har vi fået aktindsigt i kendelserne.

Finans har fået aktindsigt i kreditororienteringer vedr. den tidligere GLS-leverandør Alba Logistik & Service. Ifølge skattevæsenet havde selskabet overført penge til fakturafabrikker.
4. Færdselsstyrelsen

I en lang række tilfælde har Finans desuden undersøgt, hvilke personer der stod for at håndtere virksomhedernes transporttilladelser.

Siden 2019 har det været lovpligtigt for varebiler, der transporterer stykgods på over 11 kg, at få en godkendelse. Ordningen er indført for at bekæmpe svindel og skattesnyd i branchen, og det er Færdselsstyrelsen, der håndterer godkendelserne.

Her registrerer man også den person i transportselskabet, der er ansvarlig for godkendelserne, den såkaldte transportleder.

Transportlederen er den person i en transportvirksomhed, som ifølge Færdselsstyrelsen registreres til at varetage »den faktiske daglige drift af transportvirksomheden«.

Finans har fået aktindsigt i disse registreringer for en lang række af GLS’ underleverandører. Dermed har vi kunnet undersøge, om personer, der er pålagt konkurskarantæne, agerer transportleder i selskaber, hvor de ikke formelt er registreret som ledelsesmedlem.

Vi har desuden fået aktindsigt i materiale, der viser, hvordan Færdselsstyrelsen har sagsbehandlet konkrete sager.

I august 2024 gav Færdselsstyrelsen afslag på at udstede nye tilladelser til varebilskørsel til GLS-leverandøren Zaza23 Logistik ApS. Årsagen var ejer Muhammed Gülmez' fortid i en anden GLS-leverandør, Alba Logistik & Service ApS.
5. Andre kilder

Ud over ovennævnte kilder har Finans desuden fået aktindsigt i dokumenter fra en række andre offentlige myndigheder. Det gælder eksempelvis opløsningsskrivelser fra Erhvervsstyrelsen i forbindelse med tvangsopløsningssager, anklageskrifter fra politiet og domme fra domstolene.

Det er desuden lykkedes Finans at identificere selskaber i ellers anonymiserede afgørelser fra Landsskatteretten, ligesom vi naturligvis har talt med myndighedspersoner, et betydeligt antal kuratorer og branchekilder.

GLS har til gengæld ikke villet stille op til interview. Virksomheden, der er blandt Europas største pakkepostfirmaer, har sendt en række skriftlige kommentarer.

I disse har virksomheden varslet en stramning af sin egen kontrol med underleverandørerne.