Fortsæt til indhold

Huscompagniet hyrede dømt narkosmugler. Nu er han også dømt for hvidvask

Mens HusCompagniet markedsfører sig med strenge krav til underleverandører, hyrede typehusgiganten en dømt hashsmugler, som nu dømt er igen - denne gang for hvidvask via et byggefirma, der arbejdede for HusCompagniet.

Erhverv
Tobias Hansen Bødker, Jesper Kroer Høberg, Peter Thomsen, Aksel Heine Mortensen og Thomas Lekfeldt (fotograf)

Man kan finde det hele på nogle få sekunder via en simpel Google-søgning:

Hans navn dukker op i adskillige artikler om en »yderst organiseret« og »international narkoring«.

Om en gruppe, der havde forsøgt at smugle hash til Malaga i en ombygget autocamper, men som var blevet afsløret af spansk politi.

Man kan læse om, hvordan politiet i Danmark fandt bunker af kontanter hjemme hos ham - næsten 1 mio. kr. i primært danske sedler - og konfiskerede talrige designermøbler, et ur til en værdi af 400.000 kr., champagne, vin og en guldkæde til 20.000 kr.

Og om, hvordan han selv havde erkendt, at han havde smuglet store mængder hash, der var blevet gemt i lastbiler og biler.

Hans navn dukker op, da Finans undersøger de underleverandører, der har arbejdet for Nordens største typehusvirksomhed, HusCompagniet.

HusCompagniet bekræfter over for Finans, at den børsnoterede milliardkoncern har samarbejdet med to byggefirmaer, der blev stiftet af den smuglerdømte erhvervsmand.