Fortsæt til indhold

Jeg blev grillet på Folkemødet - her er, hvad jeg lærte

I medierne er vi også magthavere, blandt andet i kraft af vores indflydelse over den offentlige samtale. Derfor stod jeg torsdag til ansvar overfor tre erhvervsledere.

Erhverv

Vil du have ugens skarpeste overblik? Chefredaktør Simon Bendtsen giver dig hver fredag overblik over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv. Skriv dig gratis op til nyhedsbrevet Bendtsens Bundlinje her.

KÆRE LÆSER

Torsdag kom jeg på glatis.

Jeg blev beskyldt for at tale udenom, for at levere politikersvar, for at tale for længe og for at være defensiv og skinger ved kritik.

Kort sagt: Jeg blev beskyldt for at agere som en typisk magthaver.

Det var helt perfekt. Jeg er ikke nødvendigvis helt enig i karakteristikken, men det er ikke pointen.

Den er i stedet, at vi er nødt til at have en langt mere kvalificeret samtale om vores magt som medier, om vores magt til at definere den offentlige samtale og dermed også om min magt som chefredaktør på et erhvervsmedie som Finans.

Marianne Dahl, Lars Sandahl Sørensen og Morten Boje Hviid skød løs på mig på Folkemødet. Foto: Niels Lunde

Normalt stiller vi journalister erhvervsledere til ansvar. Men i en debat på Folkemødet torsdag havde vi vendt rollerne om: Vi havde inviteret tre erhvervsledere, Lars Sandahl fra Dansk Industri, bestyrelsesmedlem og tech advisor Marianne Dahl og direktør Morten Boje Hviid fra Landbrug og Fødevarer, til at skyde på mig.

Vi står midt i et geopolitisk og økonomisk opbrud med krig og en truende energikrise, og hvor de færreste kan overskue de langsigtede konsekvenser og perspektiver af kunstig intelligens.

Fortæller, forklarer og formidler vi på ordentlig vis den kompleksitet, som virksomheder og topchefer agerer i? Lever vi op til vores ansvar, eller fortaber vi os i enkeltsager uden blik for de større sammenhænge og dagsordener?

Det var omdrejningspunktet for diskussionen, hvor jeg blandt andet blev udfordret af Lars Sandahl på, om vi som medier var klar over den alvorlige situation, som Danmark og Europa befinder sig i? En situation, hvor kræfter forsøger at så splittelse og skabe polarisering. Tænker I over tilliden i vores samfund, spurgte han.

Mit svar: Ja, det er vi klar over.

Men vi er muligvis ikke enige om svaret på de kræfter, der ønsker at destabilisere vores samfund. I min optik er frie og kritiske medier jo netop en del af svaret på problemerne i en verden i opbrud, hvor vi kan og skal være med til at facilitere den offentlige samtale om det, der fungerer, og det, der ikke fungerer. Jeg tror ikke, at svaret på de alvorlige trusler, som vores samfund står over for, er en ukritisk og ærbødig presse.

Netop derfor var det så opløftende, at de Konservatives leder Mona Juul brugte sin grundlovstale på at forsvare pressens rolle i vores samfund. Jeg tror netop, at frie medier, som Finans, er med til at sikre tilliden i vores samfund, også når vi er irriterende eller for meget.

Det kræver både ydmyghed og selvtillid at være chefredaktør. Selvtillid fordi man skal stå op for den kritiske journalistik, også når det gør ondt eller er ukomfortabelt.

Men ydmyghed er mindst lige så vigtig, da vi naturligvis skal lytte og lære af kritik, også uden bortforklaringer eller udenomssnak. Kun sådan bliver vi bedre og mere relevante for vores kunder og læsere. Og tager vores ansvar alvorligt.

De tre panelister udfordrede mig især på vores egen bias på Finans, når vi prioriterer og udvælger de emner vi dækker, og de spørgsmål vi stiller. Og især var de efter mig for manglende kildekritik i forhold til de eksperter og talspersoner fra tænketanke vi vælger at interviewe.

Det er en meget fair og relevant indvending og kritik af os og andre medier. Både i forhold til vores egne blinde vinkler, men i særdeleshed også i vores valg af eksperter fra universiteter og tænketanke, der kan være direkte og indirekte præget af særinteresser og bias.

Det er uden tvivl et vigtigt fokuspunkt, hvor vi kan blive bedre på Finans.

Samtidig blev jeg opfordret til, at vi mere åbent bør diskutere og fremlægge vores egne interne efterkritikker og diskussioner om fejl eller skæve prioriteringer.

Det tager vi med videre, selvom jeg ærligt er i tvivl om dette land og vores brugere ønsker mere diskussion om journalistik a la Presselogen og Q&Co i stedet for relevant og indsigtsfuld journalistik om de brancher og virksomheder, som de er interesserede i. Men jeg hører meget gerne modsigelser.

På Finans skal vores journalistik gerne være fordomsfri og frygtløs. Det forsøger vi efter bedste evne også at være i vores møde med kritik. Så tøv endelig ikke med at hive fat i mig med kritik.

Og næste år sætter vi det chefredaktionelle skydetelt op igen på Bornholm!

Ugens fem vigtigste historier

1. Clever-stifter smidt ud af livsværk
Efter et særdeles usædvanligt forløb i ledelsen hos Andel blev en af Danmarks mest fremtrædende erhvervsprofiler, Clever-stifter Casper Kirketerp-Møller, mandag smidt på porten og må nu forlade sit livsværk.

Han skabte for meget larm, skriver William Springer i analyse.

Andel var for lille til Casper Kirketerp, skriver erhvervskommentator Søren Linding i kommentar.

2. Rambøll fyrer flere direktører
Både finansdirektøren og driftsdirektøren forlader Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll, skriver Simone Scheuer-Hansen.

Læs med her.

3. Danish Crown-chef møder pressede ejere efter regeringens svineudspil
Mens den landmandsejede slagterikoncern Danish Crown er i gang med en omfattende spareplan, samler svineproducenterne erhvervet til krisemøde om regeringens planer, skriver Jesper Olesen.

Læs artiklen her.

4. Strømkrise på Bornholm
Det er kommet som et chok for det lokale elnetselskab og erhvervsfolk på Bornholm, at Energinet kun har begrænset adgang til et søkabel til Sverige. Det kan betyde, at Bornholm over de kommende år kommer til at mangle strøm, skriver Jakob Martini og William Springer.

Læs historien her.

5. Tidligere direktør rettede pistolen mod Pandora i betændt opgør med Kasi-Jesper
En tidligere Pandora-chef beskyldte mandag under strafansvar sin gamle arbejdsgiver for ville snyde Kasi-familien for millioner. Reportage af Jesper Høberg fra retten på Frederiksberg.

Ugens Podcast

Kan endnu en energikrise kickstarte den grønne omstilling?
Rasmus Bendtsen har rykket podcast-studiet til Bornholm, hvor Bundlinjen i denne uge handler om krigen i Mellemøsten og dens konsekvenser.

For kan den lurende nye energikrise i virkeligheden være den, der for alvor sætter den grønne omstilling tilbage på den politiske dagsorden?

Det diskuterer Morten Dyrholm, vicedirektør i Vestas, Jon Johnsen, adm. direktør i pensionsselskabet PKA, og Jakob Martini, klimaredaktør på Finans.

Du kan lytte direkte her, eller du kan finde Bundlinjen, der hvor du plejer at finde dine podcasts.

Ugens anbefaling

Danmarks bedste og mest indsigtsfulde nyhedsbrev om klima og grøn energi?

Det får du hos Finans, hvor klimaredaktør Jakob Martini hver onsdag med en personlig og ekstremt vidende pen udlægger det vigtigste, som du skal vide.

I denne uge skriver han blandt andet om den nye klimaminister Samira Nawas helt afgørende valg af en ny bestyrelsesformand for kriseramte Energinet.

Læs med her og husk at abonnere!

Ugens citat

»Teatrets eksistensberettigelse er større end nogensinde. Teater er menneskeskabt, og selvom teatret i sin natur er kunstigt, er det her, vi finder den største ægthed. Vi er i teaterrummet sammen i nuet i en mellemmenneskelig gestus. I en tid med stigende isolation, ensomhed og polarisering er teatret et afgørende, nødvendigt værktøj for at udvikle samhørighed, åndelighed og empati.«

Anna Balslev, ny skuespilchef på Det Kongelige Teater, i pressemeddelelse.

Det er en meget smuk vision og mission i en tid med store omvæltninger, og hvor de færreste af os kan overskue og forudsige de langsigtede konsekvenser af kunstig intelligens for vores måder at fortælle historier og have en fælles referenceramme.

Det er et vigtigt og meningsfuldt job. Og så er det en kæmpe ledelsesopgave. Det bliver spændende at følge.

Tak for at læse med! God fredag og god weekend.

bh

Simon Bendtsen

Vil du have ugens skarpeste overblik? Chefredaktør Simon Bendtsen giver dig hver fredag overblik over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv. Skriv dig gratis op til nyhedsbrevet Bendtsens Bundlinje her.