Derfor vokser appetitten på Nordsøens olie og gas

I denne uge skriver jeg om:

KÆRE LÆSER

Jeg har hørt det ufattelig mange gange de seneste måneder: Den fossile energikrise er et kæmpe boost for den grønne omstilling.

Det er meldingen fra virksomheder, fra investorer, fra eksperter og fra politikere, der har fundet et nyt sikkerhedspolitisk argument for at satse massivt på grøn energi.

Senest da klimaminister Samira Nawa (R) i går jublede over, at den svenske energikæmpe Vattenfall skal levere to nye danske havvindparker i 2032.

»Det er så vigtigt for Danmarks frihed og sikkerhed, at vi får landet de her to kontrakter. Det handler simpelthen om vores mulighed for at blive uafhængige af stater i Mellemøsten, af Rusland og af USA,« sagde Samira Nawa.

Men det er kun den halve fortælling.

For samtidig er der opstået en tiltagende appetit på at hive endnu mere olie og gas op af undergrunden.

»Hvorfor i alverden skulle vi hjælpe Qatar og USA ved at købe deres gas, når vi kan producere det selv i Nordsøen? Det kan jeg simpelthen ikke se logikken i. Geopolitisk er det jo helt hul i hovedet,« tordnede den danske finansmand Jeppe Christiansen, da jeg talte med ham forleden.

Og argumentet har i høj grad medvind blandt de politiske ledere.

Norge, Canada og andre af EU’s allierede har allerede lagt an til en fossil offensiv. Men mest opsigtsvækkende er de seneste meldinger fra Storbritannien, der indtil nu har båret den grønne fane højt med enorme investeringer i grøn energi og et klart stop for nye olie- og gaslicenser.

I sidste uge lød det så pludselig fra Donald Trump, at Labours nyudnævnte premierminister Andy Burnham vil »åbne op for Nordsøens olie.« Og efterfølgende bekræftede Burnham ifølge The Guardian, at han vil have en »pragmatisk« tilgang til olie- og gasressourcerne i den britiske del af Nordsøen.

»Der findes en ressource der. Når folk har det svært, kan vi ikke se bort fra det,« udtalte premierministeren.

Hvad han reelt pønser på i forhold til Nordsøen, er umuligt at afkode på nuværende tidspunkt.

Måske vil han nøjes med at forlænge de eksisterende licenser. Måske vil han udvide dem. Og måske vil han give den fuld gas i nye store uudnyttede olie- og gasfelter som Jackdaw og Rosebank.

Uanset hvad, er kursen lagt for en politisk u-vending. Og noget tilsvarende er under opsejling i Danmark.

Storbritanniens premierminister Andy Burnham. FOTO: Reuters/Toby Melville

Her vil Socialdemokraterne og Moderaterne undersøge mulighederne for at forlænge olie- og gaslicenser i Nordsøen frem til 2050. Det besluttede de allerede i den gamle SVM-regering, og det mener de stadig ifølge DR.

Nu har de så fået SF og Radikale Venstre med i den nye firkløverregering. Før valget var de lodret imod licensforlængelser, men det er uklart, hvad de mener, efter de har indtaget regeringskontorerne og dannet, hvad de selv kalder »Danmarks grønneste regering«.

Samira Nawa fremhæver, at man må tage højde for regeringens skærpede klimamål i 2035, den afledte CO2-effekt og de økonomiske konsekvenser. Men hun afviser ikke, at det kan komme på tale at hive mere olie og gas op fra den danske del af Nordsøen.

Dilemmaet er åbenlyst.

Hvis målet er at blive selvforsynende med energi, så er egenproducerede fossile brændsler et mindst ligeså effektivt bidrag.

Ulempen er naturligvis, at det puster til den globale opvarmning. I forvejen er vi langt fra den internationale Parisaftale, man blev enige om for 10 år siden. Mere olie og gas vil kun gøre situationen værre.

Det var vi meget bevidste om i Europa, da Donald Trump indtog Det Hvide Hus i januar 2024 og annoncerede sit energipolitiske mantra »drill, baby, drill.«

Politikere, eksperter og erhvervsfolk rasede over, at USA vendte hele klimakampen ryggen og overlod det andre lande at håndtere en gigantisk trussel mod planeten.

Nu tager vi selv skridt i samme retning. Endda i en sommer, hvor folk dør i varmen og mere end 300.000 borgere er blevet evakueret fra deres hjem på grund af de ekstreme skovbrande i Frankrig og Spanien.

I mine øjne er det et klokkeklart udtryk for, at forsyningsfrygten lige nu trumfer klimakrisen.

Det handler selvfølgelig om, at den geopolitiske situation er blevet meget mere anspændt. Men det handler også om, at Europa har fejlet på et helt centralt punkt.

For mens politikerne har talt om at producere vedvarende energi i enorme mængder, har der været alt for lidt fokus på, hvordan vi skal bruge den.

Strøm udgør kun 23 pct. af EU’s energiforbrug. Med andre ord kører langt størstedelen af Europa altså stadig på fossile brændsler.

Succeshistorien er, at vi har lært at sætte strøm til bilerne. Opvarmningen af boliger er også på vej i den rigtige retning. Men hvad med lastbiler, fly, skibe, stål, plastic, kemikalier, cement og alle de andre ting, hvor man ikke uden videre kan skifte fossile brændsler ud med grøn strøm i stikkontakten.

Det er ikke fordi, løsningerne ikke findes. Man kan sagtens omdanne strøm til klimavenlige flydende Power-to-X-brændstoffer. Men det er hamrende dyrt, og EU’s planer om at skalere produktionen op er faldet totalt sammen.

Nu har alvoren så ramt Bruxelles.

I løbet af sommeren kom den danske energikommissær Dan Jørgensen (S) med et vidtrækkende udspil, som skal sætte fuld fart på elektrificeringen. Målet er, at strøm skal udgøre 46 pct. af energiforbruget i 2040. Altså en fordobling.

Det er et yderst tiltrængt skridt, som både er et svar på forsyningsfrygten og klimakrisen.

Desværre kommer det for sent.

Selv hvis planen lykkes, er der langt fra 46 til 100 pct. Og det kommer til at spille ind, når de politiske ledere i bl.a. Danmark og Storbritannien skal beslutte, om der skal skrues op for olie- og gasboringerne i Nordsøen.

Det er også sket

Efter kollaps: Svensk energikæmpe skal bygge havvind til 1,8 millioner husstande
Vi fik travlt i går på redaktionen, da afgørelsen landede på det store danske havvindudbud.

Svenske Vattenfall høstede en overbevisende sejr. Ørsted fik baghjul på hjemmebane. Og Danmark har udsigt til to nye havvindparker, som fra 2032 skal kunne forsyne 1,8 millioner danske husstande eller en masse danske virksomheder med grøn strøm.

Havvindudbuddet er noget, jeg har skrevet rigtig meget om. Især fordi det kollapsede, da den tidligere regering for 20 måneder siden forsøgte at få bygget seks store havvindparker.

Dengang gik det galt, fordi politikere afviste at give statsstøtte til havvind. Nu står man klar med prisgarantier for 47 mia. kr., og så er der igen kommet kamp om projekterne.

Du kan læse om udbuddet her. Og om ministerens begejstring her.

Energikæmpe udelukker ikke kinesiske vindmøller i danske milliardprojekter
Og nu vi er ved det store havvindudbud, så brugte min kollega William Springer og jeg en del af tirsdagen på at undersøge en bekymring, der hurtigt kan få de brede smil til at stivne.

Igennem længere tid har kinesiske vindgiganter nemlig stået på spring for at indtage det europæiske marked. Så spørgsmålet er, om de også kan spille en rolle i det danske udbud.

Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at de ikke har vundet. Om kinesiske udviklere har afgivet et bud giver ministeriet ikke indsigt i. Dertil kommer muligheden for, at kinesiske producenter kan komme til at levere vindmøllerne.

Det har Vattenfall ikke taget stilling til, meddeler selskabets danske kommunikationschef, Rasmus Helveg. Og han vil ikke på forhånd udelukke nogen.

Står det til klimaministeren, vil det være en rigtig dårlig ide.

»Der kan sagtens være en bekymring for, om man vil bruge kinesiske møller, men det håber jeg sandelig ikke,« sagde Samira Nawa, da jeg talte med hende i går.

Hun siger, at myndighederne har stillet en masse tekniske krav, der skal sikre, at havvindparker ikke medfører en sikkerhedspolitisk trussel mod Danmark. Men der står ikke direkte, at kinesiske møller er udelukket.

Læs hele historien her.

Dansk biogas rammer milepæl
Der er godt nyt fra de danske biogasproducenter. I juli slog de nemlig flere rekorder, og den mest iøjnefaldende er, at de for første gang dækkede hele det danske gasforbrug.

Det er en ret vild milepæl. Det underbygger fortællingen om, at biogas kan spille en stor rolle i Danmarks grønne omstilling. Også selv om, man stadig er langt fra at dække hele gasforbruget, når man opgør det på årsplan.

»Resultatet viser, at Danmark er et førende biogasland, og at vi inden for få år kan blive selvforsynende med grøn, CO₂-neutral gas. I en tid med sikkerhedspolitisk usikkerhed er danskproduceret biogas ikke bare god klimapolitik – det er også forsyningssikkerhed,« lyder det fra den tidligere toppolitiker Søren Pind, der er formand i Biogas Danmark.

Læs historien her.

Ugens klimatal

20

Så mange gange større er sandsynligheden for skovbrande i det centrale Spanien på grund af menneskeskabte klimaforandringer. Det konkluderer et internationalt studie ifølge Politiken.