Milliardærfamilie købt ud af shoppingcenter
Familien Østergaard har solgt ud af porteføljen.
Østergaard-familien er blevet købt ud af det nordvestjyske shoppingcenter J. P. Jacobsen Center.
Familien var via investeringsselskabet Selfinvest ApS en del af centrets ejerkreds.
Mikkel Hammershøj, adm. direktør for Selfinvest ApS, bekræfter salget over mail til Finans.
»Det er korrekt, at efter knap 10 års ejerskab har Selfinvest, Few Invest og Per Overgaard i fællesskab vurderet, at den bedste løsning for J. P. Jacobsen Center fremadrettet er et lokalt forankret ejerskab. Derfor er centeret nu tilbage på lokale hænder hos Per Overgaard, som har en stærk ambition og en spændende udviklingsplan for centerets fremtid.,« skriver han.
Familien købte sig første gang ind i centerselskabet i 2018 sammen med sine to direktører for selskaberne Selfinvest A/S og Selected Car Group, Mikkel Hammershøj og Ulrik Larsen. De tre købte hver 20 pct. af I. P. Jacobsen A/S.
Retailnews skrev i 2018, at investeringen skete på baggrund af »at man kunne se muligheder« for det ellers modstandsramte center.
I 2022 øgede Østergaard-familien sin ejerandel i centret til ca. 40 pct., og Ulrik Larsen blev købt ud. Han stoppede som direktør for Selected Car Group i slutningen af 2025.
I. P. Jacobsen Center A/S havde i 2025 et resultat efter skat på ca. 1,3 mio. kr. og en balance på godt 165 mio. kr.
Selskabet ejer selv centerbygningen i Thisted på 18.000 kvadratmeter og ejer ikke andre ejendomme. Selskabet havde i 2025 anlægsaktiver for knap 160 mio. kr.

