Fortsæt til indhold

Afsløring: Mistanke om alvorligt regnskabsfusk og urent trav i dansk børsselskab

Finans er kommet i besiddelse af en rapport, der afslører en stribe uregelmæssigheder i børsselskabet Shape Robotics. Virksomheden bliver bl.a. mistænkt for sminkede regnskaber og for at belåne fakturaer uden realitet hos en storbank.

Erhverv

En bombe rammer nu ned i sagen om det skandaliserede, børsnoterede robotfirma Shape Robotics, der på spektakulær vis gik konkurs tidligere på året.

Finans kan nu afsløre, at der er fundet muligt sminkede regnskabstal, mistænkelige overførsler og alvorlige økonomiske uregelmæssigheder i Shape Robotics, der kan være i direkte strid med lovgivningen.

Den danske robotvirksomhed menes bl.a. at have fået store millionlån i den internationale storbank UniCredit på baggrund af fakturaer uden realitet og leasede luksusbiler, hvoraf flere i dag er forsvundet.

De rumænske skattemyndigheder mistænker samtidig, at der kan være udbetalt millioner af kroner i uberettiget momsfradrag.

Det fremgår af en ny rapport udarbejdet af Business Restructuring Partners, der er indsat som administrator i insolvensbehandlingen af Shape Robotics’ datterselskab i Rumænien, og som igennem flere måneder har gransket forholdene i selskabet.

Rapporten er ikke blevet offentliggjort, men det er lykkedes Finans at få adgang til den via kilder i Rumænien.

Oplysningerne kommer frem på et tidspunkt, hvor selskabets topchef, Mark Abraham, er tiltalt for groft bedrageri i Rumænien i en anden sag.

Forholdene i det rumænske datterselskab er særligt interessante, fordi firmaets suverænt største marked var Rumænien, der tegnede sig for omkring 90 pct. af den samlede koncernomsætning.

Datterselskabet blev taget under rumænsk insolvensbehandling i maj 2026, og siden har en administrator været udpeget til efter rumænsk insolvenslovgivning at lave en foreløbig rapport, der kortlægger årsagerne til insolvensen, om firmaet kan overleve gennem en rekonstruktion, og om der er grundlag for at stille nogen til ansvar.

Det fremgår af rapporten, at situationen er så slem, at retten anbefales at sende selskabet direkte i konkurs. Det anbefales desuden, at der bliver lavet en ekspertundersøgelse, fordi en lang række forhold kan begrunde retssager om ledelsesansvar i virksomheden, der indtil for bare et år siden lignede en dansk erhvervssucces.

»Det er ganske alvorlige forhold og nogle meget tunge påstande, der bliver rejst. Der kan både være et civilretligt erstatningsansvar, men der kan også være et strafferetligt ansvar, hvis påstandene er korrekte,« siger statsautoriseret revisor Lars Kiertzner, som har fulgt skandalen i Shape Robotics tæt.

Det er væsentligt at understrege, at der er tale om foreløbige undersøgelser, og at rapporten nøjes med at pege på uregelmæssigheder, som bør undersøges nærmere.

Shape Robotics stod bag den såkaldte Fable-robot, som er en modulær legetøjsrobot til undervisningsbrug, der skulle give elever mulighed for at lære at bygge og programmere en robot. Foto: Liv Møller Kastrup

Finans har forelagt oplysningerne i rapporten for Mark Abraham, der i perioden, som granskningen omfatter, ikke var direktør for Shape Robotics Romania. Han var derimod adm. direktør for hele koncernen.

I et skriftligt svar afviser han at kommentere rapporten, da han ikke selv har modtaget den, og fordi den indgår i en verserende sag.

»Enhver holdning, jeg måtte have, vil blive fremlagt for de kompetente domstole,« skriver Mark Abraham.

Anbefalingen om at iværksætte en ekspertundersøgelse bygger på en række forhold, herunder at selskabets midler er brugt på uvedkommende formål.

Administratoren nævner specifikt store millionoverførsler til et selskab ejet af Mark Abraham samt direkte overførsler til samme.

For eksempel betalte selskabet 241.082 rumænske lei (omkring 340.000 kr.) vedrørende flybilletter og hotelophold på den græske ø Mykonos i august 2025.

Kort inden havde Shape Robotics fået en ny kreditramme i UniCredit på omkring 50 mio. kr. Kreditten blev trukket fuldt ud ad seks omgange på fire dage i juni 2025, fremgår det.

Administratoren fremhæver desuden et punkt om »fiktivt regnskab eller regnskab, der ikke er ført i overensstemmelse med loven«.

Punktet beskriver en række »posteringer af stor værdi koncentreret på få dage uden modstykke i finansielle strømme, og som har den virkning at ændre billedet og resultatet med tilbagevirkende kraft«.

Posteringerne blev foretaget i december 2025, hvor indtægter og tilgodehavender for 113 mio. lei ( cirka 160 mio. kr.) fra tidligere regnskabsår blev annulleret, mens andre poster som vareforbrug og varelager blev reguleret i overensstemmelse med de tilbageførte salg.

»Varer, der var betragtet som solgt, dukker igen op på lageret uden et returdokument,« fremgår det af rapporten, som påpeger, at regnskabsmanøvren »retroaktivt« ændrede billedet af formuen og resultatet i Shape Robotics.

Reguleringernes størrelse skal ses i lyset af, at den årlige omsætning i hele Shape Robotics rundede 300 mio. kr., da den var størst.

Et tredje punkt handler om »fiktiv forhøjelse af aktiver« gennem bl.a. omklassificering af immaterielle anlægsaktiver til varebeholdninger samt 217 poster, herunder biler, som administratoren ikke har kunnet opspore.

For eksempel havde Shape Robotics Romania ifølge administratoren leaset en Porsche Panamera 4S E-Hybrid, en Porsche Cayenne E-Hybrid og en BMW 5-serie. Selv om bilerne var leasede, var de bogført som aktiver, som om selskabet selv ejede dem.

To af bilerne er tilsyneladende ikke blevet leveret tilbage til leasingselskabet, og administratoren ved heller ikke, hvor de er.

Da Shape Robotics blev børsnoteret i 2023 var Rumænien ikke nævnt med et eneste ord i salgsmaterialet, men det østeuropæiske land blev en helt afgørende del af virksomhedens vækst. Pr-foto.

Det sidste punkt, som ifølge administratoren potentielt kan danne grundlag for en sag om ledelsesansvar, handler om den factoringaftale, som Shape Robotics indgik med UniCredit i november 2024.

En factoringaftale er en finansiel aftale, hvor en virksomhed sælger eller belåner sine udestående kundefakturaer til et specialiseret finansieringsselskab med det formål at frigøre den likviditet, der er bundet i kundernes betalingsfrister.

Aftalen betød, at Shape Robotics overdrog tilgodehavender fra fem kunder til UniCredit for at få rede penge ud med det samme.

To af disse, Data Hub og CG&GC Hitech Solutions, omfattede fakturaer for omkring 65 mio. kr., som banken ifølge rapporten efterfølgende ikke har modtaget.

CG&GC Hitech Solutions oplyste, at firmaet hverken havde bestilt eller modtaget de varer, som var blevet faktureret, og efter at de var blevet overdraget til UniCredit, annullerede Shape Robotics fakturaerne.

Dermed havde firmaet opnået finansiering fra UniCredit »på fordringer, hvis sammenhæng med faktiske leverancer bestrides af den overdragne debitor,« skriver administratoren i rapporten.

Og det tilmed i en periode, hvor virksomheden var stoppet med at betale sine løbende skatteforpligtelser.

CG&GC Hitech Solutions bekræfter over for Finans, at Shape Robotics i 2025 begyndte at udstede fakturaer for varer, som firmaet hverken havde bestilt eller modtaget.

»Vi bad gentagne gange om, at disse fakturaer blev krediteret/annulleret. De første kreditnotaer blev først udstedt i september 2025, hvorefter også de øvrige fakturaer for produkter, som vores selskab ikke havde bestilt, blev krediteret,« oplyser selskabet til Finans.

Administratoren har også bedt om en erklæring fra Data Hub om de fakturaer, som selskabet ifølge rapporten ikke betalte til UniCredit. Det er ikke lykkedes, og administratoren er således ikke i stand til at konkludere, om dette firma også har modtaget fakturaer uden realitet.

Netop dette punkt er det eneste, som Mark Abraham har valgt at kommentere. Han bestrider, at fakturaer til Data Hub skulle være falske, og han hævder, at han har afklaret dette med både UniCredit og Data Hub.

Finans har også været i kontakt med Data Hub.

Firmaet oplyser, at det ikke kan udtale sig om factoringaftalen mellem Shape Robotics og UniCredit, men at »alle beløb, som Data Hub Solution SRL var forpligtet til at betale, er blevet betalt fuldt ud i overensstemmelse med de gældende handelsbetingelser«.

»På nuværende tidspunkt har Data Hub Solution SRL ifølge vores bogføring ingen udestående betalingsforpligtelser over for hverken Shape Robotics Romania SRL eller UniCredit Bank România vedrørende disse forretningsforhold,« oplyser virksomheden.

Shape Robotics blev grundlagt i 2015 af forskere på DTU og byggede sin forretning op om en legetøjsrobot, der var udviklet til undervisningsbrug.

Sidste år afslørede Finans, at selskabets topchef, Mark Abraham, er tiltalt for groft bedrageri i Rumænien, og at han desuden har indrømmet at have betalt returkommission i en korruptionssag.

Begge sager omhandler det i dag konkursramte selskab SAV Integrated Systems, der gik konkurs i slutningen af 2017.

Her er han bl.a. beskyldt for at have belånt falske fakturaer i den statslige bank CEC Bank via en factoringaftale.

Mark Abraham blev desuden sagsøgt af konkursboet og blev dømt erstatningsansvarlig for tab på omkring 120 mio. kr.

Under insolvensbehandlingen fandt administratoren tegn på, at omsætningen var sminket ved, at varer på papiret blev sendt rundt i et lukket kredsløb for at pumpe omsætningen i vejret.

Mark Abraham blev desuden beskyldt for at have brugt firmaets penge til private udgifter såsom rejser og leasing af luksusbiler til bl.a. familiemedlemmer.

Da han blev dømt erstatningsansvarlig i juni 2025, skete det dog med henvisning til, at han ikke havde sikret tilstrækkelig bogføring, og politiet har kun rejst tiltale for, at han brugte 18 falske fakturaer til at skaffe lån for 4,9 mio. rumænske lei (omkring 7 mio. kr.) i CEC Bank gennem factoringaftalen.

Aftalen betød, at banken overtog SAV Integrated Systems’ tilgodehavender hos bl.a. Assa Abloy, ING Bank og Vodafone, men ingen af dem kunne genkende, at de skyldte penge.

Der er endnu ikke faldet dom i straffesagen. Mark Abraham ankede dommen i den civile sag om ledelsesansvar, og ankesagen verserer stadig.

Mark Abraham har afvist, at han har gjort noget forkert, og han har efterfølgende sagsøgt Finans og journalisterne bag historierne for over 100 mio. kr.

Mens undersøgelserne af forholdene i SAV Integrated Systems pågik, blev Mark Abraham involveret i opbygningen af en ny virksomhed, StoryKids, ejet af hans samlever, Elena Pasat.

StoryKids var først forhandler af Shape Robotics’ produkter i Rumænien, men i 2021 købte det danske robotfirma StoryKids. Efterfølgende eksploderede omsætningen i Rumænien, og Mark Abraham blev i 2024 forfremmet fra salgsdirektør til adm. direktør for hele Shape Robotics.

Robotfirmaet har undervejs bl.a. fået lån i Danske Bank med garantier fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), ligesom det rumænske selskab som nævnt fik både lån og en factoringaftale med UniCredits rumænske afdeling.

Shape Robotics brugte imidlertid så mange penge, at virksomheden i andet halvår 2025 begyndte at løbe tør. Uden at fortælle det til nogen, blev firmaet bl.a. smidt ud af sit registrerede hovedsæde - et lejemål i Herlev - på grund af ubetalte huslejeregninger.

Siden blev virksomheden erklæret konkurs, og flere tidligere datterselskaber er ligeledes taget under insolvensbehandling, hvilket har afsløret mistænkelige forhold i flere lande.

Shape Robotics byggede bl.a. forretningen op om såkaldte smartslabs med computere og robotter til brug i et klasseværelse. Pr-foto.

I Danmark har kurator Teis Gullitz-Wormslev fra Kromann Reumert varslet mulige retssager mod den tidligere ledelse på grund af mulige økonomiske uregelmæssigheder.

Han har bl.a. identificeret »betydelige og på nuværende tidspunkt usædvanlige transaktioner og handelsforbindelser med virksomheder og personer tilknyttet selskabets tidligere adm. direktør, Mark Abraham«.

»Transaktionerne synes hovedsageligt at være gennemført gennem selskabets rumænske datterselskab,« fremgik det af et brev fra april i år.

Derudover har han meldt flere forhold til Finanstilsynet og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Finans har bedt om en kommentar fra kurator Teis Gullitz-Wormslev, der i et mailsvar til Finans skriver, at han ikke har læst rapporten om det rumænske datterselskab endnu.

»Vi vil anmode om at se den omtalte rapport, da der også kan være forhold og transaktioner, som er beskrevet heri, og som kan have relevans for vores bobehandling af det danske Shape Robotics. Vi antager også, at relevante myndigheder i Danmark og Rumænien vil interessere sig for de omtalte forhold i rapporten og artiklen,« skriver han.

Shape Robotics i Danmark har garanteret for nogle af de lån, som det rumænske datterselskab har optaget.

I Finland har kurator i det finske datterselskab Sanako OY bedt det finske bagmandspoliti efterforske en mistanke om »et orkestreret« milliontyveri. Shape Robotics overtog Sanako OY i juni sidste år.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra det advokatfirma, der har lavet rapporten, Business Restructuring Partners. Firmaet er udpeget af UniCredit, som heller ikke har svaret på Finans’ henvendelser.

Mark Abraham henviser i sin kommentar til, at han ikke var registreret direktør i det rumænske datterselskab i den relevante periode. Den post har været besat af rumæneren Sebastian Voican og danskeren André Ferhn.

Fehrn har desuden været både adm. direktør, finansdirektør og bestyrelsesformand for Shape Robotics-koncernen. Han afviser over for Finans at have kendskab til de forhold, som rapporten beskriver, og som han fralægger sig ansvaret for:

»Min rolle var efter min opfattelse stærkt begrænset. Jeg havde ikke operationel kontrol over selskabet og var ikke involveret i den daglige drift, betalingshåndtering, bogføring eller udarbejdelse af regnskabsmateriale. Jeg havde heller ikke adgang til selskabets bankkonti eller bogføringssystemer. På den baggrund mener jeg ikke, at jeg har et sådant ansvar,« skriver han i en e-mail.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Sebastian Voican.

Artiklens emner
DTU
Mark Abraham