Børsfirma overførte tocifret millionbeløb til topchefs private selskab
Den afsatte topchef i Shape Robotics, Mark Abraham, oplyser til Finans, at han ikke aner, hvad baggrunden var for en en stribe transaktioner på samlet 35 mio. kr., som robotvirksomheden overførte til hans private selskab.
Samtidig med at Shape Robotics i løbet af få dage opbrugte hele sin kredit på adskillige millioner hos en international storbank, overførte det skandaleramte robotfirma et tocifret millionbeløb til et selskab ejet af virksomhedens egen topchef, Mark Abraham.
Det kan Finans nu fortælle.
På tre dage foretog Shape Robotics Romania i alt 18 overførsler til det danske selskab OPM Invest ApS, der er ejet af Mark Abraham selv, og som har haft til formål at handle med værdipapirer.
Overførslerne løb sammenlagt op i 4,7 mio. euro, svarende til 35 mio. kr., og blev bogført som ”varer under levering.”
Men i dag findes der tilsyneladende ingen dokumentation for, at de bogførte varer nogensinde blev leveret.
Tværtimod indikerer selskabets kontobevægelser det modsatte.
Det fremgår af en foreløbig rapport fra advokatfirmaet Business Restructuring Partners (BRP), der de seneste måneder har undersøgt robotvirksomhedens rumænske selskab, Shape Robotics Romania.
Hen over tre dage i juni sidste år blev pengene overført til Mark Abrahams selskab fordelt på 15 rater à 300.000 euro, to rater à 100.000 euro og en enkelt overførsel på 4.000 euro.
BRP skriver i sin rapport, at betalingerne til Mark Abrahams selskab alle var betegnet »PAYMENT FACTURA« og blev gennemført som hastebetalinger.
Overførslerne fandt sted mellem den 16. og 18. juni sidste år.
I de samme dage - mellem 16. og 20. juni - trak Shape Robotics sin kreditlinje fuldt ud hos Unicredit på i alt 37,7 mio. rumænske lei, svarende til 53,6 mio. kr., fremgår det af BRP-rapporten.
Det fremgår samtidig, at der ifølge bogføringen tilsyneladende aldrig er modtaget varer, der modsvarer fakturaerne.
Unicredit har i dag et trecifret millionbeløb i klemme i Shape Robotics’ rumænske datterselskab, der er taget under insolvensbehandling. Banken er dermed den suverænt største kreditor.
Langt størstedelen af robotvirksomhedens omsætning lå i det rumænske selskab, der i øjeblikket bliver undersøgt af de rumænske skattemyndigheder.
Som Finans har skrevet, er der bl.a. fundet tegn på sminkede regnskaber, uregelmæssigheder og usædvanlige pengeoverførsler i Shape Robotics Romania.
Ifølge rapporten fra BRP har robotvirksomheden bl.a. belånt ikke-eksisterende tilgodehavender hos Unicredit.
Advokatfirmaet anbefaler, at det rumænske selskab bliver taget under konkurs, og at der bliver lavet en ekspertundersøgelse, da der kan være grundlag for retssager om ledelsesansvar.
Blandt de pengeoverførsler, som BRP har fremhævet i sin rapport, er altså betalingerne til OPM Invest ApS.
Selskabet blev stiftet i 2022 af Mark Abraham og den tidligere formand og topchef i robotvirksomheden, André Fehrn.
Ifølge André Fehrn blev OPM Invest stiftet som et investeringsselskab med henblik på at eje værdipapirer.
»Det primære formål var at deltage i kapitalforhøjelser i Shape Robotics. Selskabet havde karakter af et holding- og investeringsselskab og blev ikke etableret med henblik på drift,« skriver André Fehrn til Finans.
André Fehrn afhændede sine ejerandele i OPM Invest ApS i begyndelsen af 2024, da han forlod Shape Robotics.
Han vendte tilbage til robotvirksomheden i foråret sidste år, og den 25. juni blev han ligeledes administrator af Shape Robotics Romania.
Han oplyser, at han i den forbindelse hverken fik ejerinteresse eller driftskontrol over OPM Invest ApS.
Da betalingerne blev gennemført, var han formand for Shape Robotics A/S i Danmark, men han afviser kendskab til overførslerne.
»Jeg er slet ikke bekendt med transaktionerne, og var ikke administrator på det tidspunkt. Jeg var derfor ikke involveret i beslutningen om eller gennemførelsen af disse betalinger,« skriver André Fehrn til Finans.
Mark Abraham bekræfter André Fehrns udlægning, men oplyser, at han ikke har nogen anelse om, hvad transaktionerne dækker over, eller hvorfor et selskab, der fungerede som holdingselskab, fakturerede Shape Robotics for varer.
»Men jeg kan garantere, at alle transaktioner er baseret på et meget klart kontraktuelt og finansielt grundlag. Som alt andet i Shape,« skriver han i en WhatsApp-besked til Finans.
Han oplyser, at han hverken har modtaget eller læst BRP-rapporten endnu, og at han derfor først senere vil redegøre for, hvordan tingene hænger sammen.
OPM Invest ApS blev i sidste måned taget under tvangsopløsning på anmodning fra Erhvervsstyrelsen.
Teis Gullitz-Wormslev fra Kromann Reumert, der også er udpeget som kurator i konkursboet efter Shape Robotics A/S, er blevet indsat som likvidator i selskabet.
Han skriver i et svar til Finans, at behandlingen af OPM Invest ApS i øjeblikket er i den indledende fase.
»Det er interessante informationer, som vi vil medtage i vores fremadrettede arbejde og undersøgelser,« skriver Teis Gullitz-Wormslev.
Han har derudover ikke yderligere kommentarer.
Der er i rapporten fra BRP tale om foreløbige undersøgelser, og rapporten har til formål at pege på evtuelle økonomiske uregelmæssigheder, som bør undersøges nærmere.
Administratoren anbefaler i rapporten, at der bliver iværksat en ekspertundersøgelse, som skal klarlægge omstændighederne.
Overførslerne til Mark Abrahams danske selskab fandt sted få uger efter, at Shape Robotics den 3. juni meddelte, at selskabet havde overtaget det finske selskab Sanako Oy.
Sanako Oy gik også konkurs tidligere i år og bliver i øjeblikket efterforsket af det finske bagmandspoliti.


