Fortsæt til indhold

Ja, Mike Doustdar går hårdt til den. Det er pointen

Hvis nogle medarbejdere ikke kan se sig selv i Mike Doustdars Novo Nordisk, har de forstået hans budskab rigtigt, skriver erhvervskommentar Niels Lunde i sit nyhedsbrev

Erhverv

Vil du vide, hvad topcheferne tænker? Erhvervskommentator Niels Lunde skriver hver fredag om de dygtige og mindre dygtige topchefer. Skriv dig op til nyhedsbrevet "Topchefens Agenda" her.

Kære læser

Jeg havde to oplevelser i denne uge, hvor jeg fik noget at tænke over. To samtaler, hvor jeg tænkte videre, da jeg kom hjem og gik tur med min bedste ven - vores hund Sofus.

Først var jeg i Deadline i tirsdags, hvor vi talte om balladen i Novo Nordisk.

Jeg var sammen med værten Casper Schrøder, forfatter Hanne Sindbæk og Jannik Frank Pedersen fra Teknisk Landsforbund, og vi talte om, at topchefen Mike Doustdar går så hårdt til medarbejderne.

De skal stå tidligere op, og de skal gå senere i seng, siger Mike Doustdar.

Han siger også, at de skal finde ud af, om de egentlig har lyst til at arbejde i Novo Nordisk.

Masser af ballade.

Men da jeg gik tur med Sofus, tænkte jeg.

Hvad nu, hvis det er meningen?

Mike Doustdar, topchef i Novo Nordisk, vil have medarbejderne op i et højere tempo, og det er han ikke blevet populær på. Foto: Thomas Lekfeldt.

Jeg ser ikke Mike Doustdars hårdhed som en fejl i hans kommunikation. Tværtimod.

Jeg ser ham sådan, at han gør forskellen mellem det gamle og det nye Novo Nordisk ubarmhjertigt tydelig.

Fordi hvad er det, han siger?

Han siger:

1. Her er det Novo Nordisk, jeg vil skabe.

2. Det nye Novo Nordisk er ikke for os alle.

3. Find ud af, om I vil være med.

Jeg ser også en Doustdar, der begynder at være utålmodig, måske endda frustreret, og mit bud er, at han har problemer med at trænge igennem internt.

Han skal jo ikke forandre en organisation, der har fejlet, men en, der har været historisk succesfuld.

Medarbejdernes naturlige reaktion må derfor være: Hallo, det var altså os, der skabte succesen, så hvorfor skal vi pludselig arbejde helt anderledes?

Fortidens succes giver den gamle kultur en stor legitimitet, og det betyder at Mike Doustdar ikke kun kæmper mod konkurrenten Eli Lilly.

Han kæmper også mod medarbejdernes kollektive hukommelse om, hvor godt det gik.

Og Mike Doustdar har endda endnu et problem, og det er, at han løber en stor risiko.

For selvom den gamle kultur sikkert rummer langsommelighed og bureaukrati, måske endda selvtilfredshed, så rummer den også noget fantastisk: Faglighed, loyalitet og en stærk følelse af formål.

Det bliver Mike Doustdars kæmpestore udfordring:

Han kan definere det nye Novo Nordisk, og han kan sige: Find ud af, om I vil være med.

Han kan derimod ikke bestemme, hvem der svarer ja og nej.

Han risikerer, at dygtige forskere forlader virksomheden.

Men omvendt:

Han ændrer også, hvem Novo Nordisk appellerer til, og mit bud er, at mange ekstraordinært dygtige talenter tiltrækkes af ekstreme krav, hård konkurrence og lange arbejdsdage.

Mike Doustdar ændrer derfor ikke kun den måde, Novo Nordisk-medarbejderne forventes at arbejde på. Han ændrer også, hvem der får lyst til at være med.

Jeg tror ikke, Mike Doustdar har fortrudt sine udtalelser. Jeg tror, han ved, hvad han gør.

Så: Ja, han går hårdt frem. Det er pointen.

PS: Mere om Mike Doustdar
DI-topchefen Lars Sandahl Sørensen kom Mike Doustdar til undsætning i Finans i denne uge. Du kan læse Peter Thomsen og Thomas Lekfeldts interview her.

I Finans’ podcast Lunde & Linding taler Søren Linding og Rasmus Bendtsen og jeg videre om emnet. Mere her.

Ugens tip: Bekæmp de faste møder

Roland Busch, topchef i Siemens, fortæller om sin arbejdsdag. Sådan styrer han sine møder:

»Fordi jeg lægger stor vægt på effektivitet, har jeg ikke faste, tilbagevendende møder med de medarbejdere, der refererer direkte til mig. Jeg siger til dem: ”Kom til mig, når I har brug for mig.”

Det kan være fem gange om ugen eller én gang om måneden. Jeg behøver ikke at holde dem beskæftiget, og de behøver ikke at holde mig beskæftiget.«

Ja tak, Roland, siger jeg bare. Jeg hader møder, og især faste møder. Jeg mister energi.

Mere her (betalingsmur).

Når jeg læser Mark Zuckerbergs AI-manifest, forstår jeg Pavens advarsel

Min anden aha-oplevelse havde jeg i onsdags. Jeg holdt oplæg på CBS Executive Sommerskole sammen med kursets leder Anne Marie Jess Hansen.

De har det sjovt på CBS, især på deres sommerskole. Til venstre Anne Marie Jess Hansen, leder af CBS Executive. Foto: Oskar Schade.

Vi talte om blandt andet AI. Selvfølgelig. Alle taler om AI, og vi kom omkring de organisatoriske perspektiver.

Da jeg bagefter gik tur med Sofus, tænkte jeg videre.

Hvad betyder AI kulturelt i en virksomhed?