Havvind-bonanza forude – men ministeren glider af på det vigtigste spørgsmål
Industrien og regeringen deler en ambition om at skrue massivt op for havvind i Nordsøen. Men spørgsmålet om pengene blafrer stadig i vinden, skriver klimaredaktør Jakob Martini i dette nyhedsbrev.
Få et kritisk indblik i erhvervslivets klimaløsninger og trends med klimaredaktør Jakob Martini direkte i din indbakke hver uge. Skriv dig op til nyhedsbrevet "Finans Klima" her.
I denne uge skriver jeg om:
- Det vigtigste og ubesvarede spørgsmål i Danmarks vilde havvind-drømme.
- Et uventet påbud mod Energinet, der har sået tvivl om redningsplanen for elnettet.
- Den nytiltrådte formands planer om, at Energinet skal satse massivt på batterier for at hjælpe elnettet.
- Og opsigtsvækkende EU-tal, der udfordrer argumentet for at forlænge olie- og gaslicenserne i Nordsøen.
KÆRE LÆSER
Stemningen var helt i top, da jeg i mandags slog et smut forbi Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.
De tunge erhvervsorganisationer var der. Pengemændene fra pensionssektoren var der. Og klimaminister Samira Nawa (R) var der.
De talte alle om at udnytte Nordsøen til at skabe et sandt havvind-bonanza på dansk sokkel. Strømproduktion til at forsyne 40-80 millioner husstande i 2050. Og et lykkeligt samarbejde mellem industri, investorer og politikere.
Det eneste, der manglede, var en fælleskrammer, efter ministeren havde hyldet erhvervslivets vilde havvind-ambitioner, der er blevet fremlagt på vegne af et nyt partnerskab.
»Jeg kæmper for frihed. Regeringen kæmper for frihed. Frihed er det bedste, jeg ved. Og mere havvind er også en frihedskamp,« lød det fra Samira Nawa.
Dermed flyttede hun havvindmøllerne fra klimakampen til frihedskampen.
For mens klimakatastroferne preller af på flertallet af politikere, er kampen for selvforsyning og lavere energipriser noget, som også højrefløjen køber ind på.
Og Danmark står i en særlig position:
- Den danske del af Nordsøen er et af de mest velegnede steder til havvind i hele Europa.
- Hvis Danmark udnytter potentialet, kan vi sætte os på en fjerdedel af den enorme udbygning på 300 gigawatt (GW), som EU sigter efter i 2050.
- Vi har samtidig en vindindustri i verdenseliten, som kan levere løsningerne og komme på den vildeste vækstrejse, hvis havvindplanerne lykkes.
- Og selv om havvindmøllerne ikke er den billigste form for vedvarende energi, så er den attraktiv for EU’s politikere, der har ualmindelig svært ved at finde plads til solparker og landvindmøller i et tætpakket Europa.
Alligevel vil jeg tillade mig at hælde lidt bitter malurt i den gode stemning. For det minder mig om noget, vi har set før.
I maj 2022 var det på Esbjerg Havn, at industrien, investorerne og EU-toppolitikere lagde an til en havvind-fælleskrammer.
Også dengang handlede det om Europas energisikkerhed efter Ruslands angreb på Ukraine.
På lang sigt skulle havvindkapaciteten i Nordsøen ti-dobles, og allerede i 2030 ville Danmark levere 9-13 gigawatt (GW). I dag ved vi, at vi har installeret under 4 GW i Nordsøen, når vi forlader dette årti.
Forklaringer er der nok af. Den vigtigste handler om penge. Og spørgsmålet om, hvem der skal betale, er stadig ikke løst.
Så selv om industrien har et utal af gode argumenter for sine vilde havvindambitioner, så minder det lidt om en 6-årig i en bland-selv-slikbutik, der vender sig om for at se efter en voksen med dankortet.
Prisen på havvind er nemlig blevet så dyr, at politikerne skal på banen med garantier, statsstøtte og massiv risikoafdækning for at få havvindmøllerne op.
Det kan sagtens være en klog langsigtet investering, men alligevel bliver det svært, når regningen skal fordeles.
For godt nok lovede Samira Nawa, at hun også fremadrettet er villig til at give store statsgarantier for elprisen - præcis som Folketinget har gjort det med de to kommende havvindparker, som Vattenfall skal bygge inden 2032.
Men betalingsvilligheden falder, når vi inden længe når til de projekter, som kommer til at forsyne vores europæiske naboer med grøn strøm.
»Der hvor gevinsterne er, skal vi jo også se, om ikke der er nogen, der kan lægge nogle penge, så det ikke bliver Danmark, der betaler for festen. Der skal der være et samarbejde og nogle forhandlinger med resten af Europa,« sagde Samira Nawa.
Tættere kom Samira Nawa ikke på at besvare det sværeste og vigtigste spørgsmål i forhold til udbygningen af havvind.
Det gode eksempel er Energiø Bornholm, hvor Danmark og Tyskland for første gang i EU’s historie er blevet enige om rammerne for at splitte regningen for danske havvindmøller.
Til gengæld er der tale om et projekt, der er så dyrt, at en ekspert kaldte det »fuldstændig bims«.
Industrien har mange forslag: Danmark skal leje havarealer ud til Tyskland, som kan bygge havvindparker med kabler direkte til den tyske vestkyst. Energiøerne skal tilbage på forhandlingsbordet. Og så må man ikke glemme elkablerne, som skal bringe strømmen videre til de virksomheder og husstande, der skal bruge den.
Uanset hvad kræver det en enorm betalingsvillighed fra et højredrejet Europa, der taler mere varmt om atomkraft end havvind.
Om den betalingsvillighed er til stede, blafrer fortsat i vinden.
Samira Nawa (R) omgivet af industriens repræsentanter under mandagens havvind-arrangement hos Dansk Industri. FOTO: Stine Rasmussen, Dansk Metal
Det er også sket
Påbud mod Energinet sår tvivl om akutplan for elnettet
Fredag formiddag måtte jeg smide, hvad jeg havde i hænderne, da Forsyningstilsynet smed en uventet bombe under planerne for at håndtere elnetkrisen i Danmark.
Med et påbud gjorde tilsynet det klart, at Energinet skal have tilsynets godkendelse til at indføre nye prioriteringskriterier for, hvem der skal have adgang til elnettets knappe kapacitet. Energinet har dog fået seks måneder til at få godkendelsen på plads, og derfor vil Energinet i første omgang fortsætte, som om intet var hændt.
