Lunar får alvorlige skår i troværdigheden af dramatisk exit
Efter blot fire måneder fratræder direktøren for den digitale bank Lunar i kølvandet på kritisk inspektion fra Finanstilsynet. Det er helt "udramatisk", siger alle. Noget er galt. Som minimum kommunikationen.
Vil du have ugens skarpeste overblik? Chefredaktør Simon Bendtsen giver dig hver fredag overblik over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv. Skriv dig gratis op til nyhedsbrevet Bendtsens Bundlinje her.
KÆRE LÆSER
Det her ser ikke godt ud:
I maj blev Søren Kyhl annonceret som ny topchef i den digitale bank Lunar, hvor han tog over efter stifter Ken Villum Klausen.
Samme måned kom Finanstilsynet forbi banken på inspektion.
Den 1. juni startede Søren Kyhl i sit nye job.
I august offentliggjorde Finanstilsynet sin rapport om inspektionen, som ville kandidere til en ægte gyser, hvis det ikke var fordi den var så dårligt skrevet.
Et par udpluk af citater:
»Banken har løbende driftsunderskud, og der er fortsat usikkerhed om, hvorvidt banken vil kunne opnå en holdbar forretningsmodel.«
»Banken har gennem flere år haft høj personaleomsætning. Dette gør sig gældende i både bestyrelsen, direktionen, ledelseslaget lige under direktionen og i organisationen generelt. Dette øger risikoen for fejl, tab af viden og for, at opgaver bliver udskudt.«
»Banken har modtaget en påtale om, at den ikke rettidigt har afhjulpet ressourcemangler i compliancefunktionen for at sikre betryggende udførelse af compliancearbejdet.«
Og så videre. Dyk selv ned i rapporten her. Det er en af de mest barske afgørelser fra Finanstilsynet i nyere tid.
Og ved udgangen af september sagde Søren Kyhl så sit job op.
Ifølge finansredaktør Claus Iversen her på Finans skyldtes det, at jobbet var et andet end det, Søren Kyhl var blevet stillet i udsigt af bestyrelsesformand Jens Peter Leshly Neergaard.
»Da Søren Kyhl tiltrådte den 1. juni i år, fandt han ifølge en kilde tæt på direktøren hurtigt ud af, at arbejdet ikke primært kom til at handle om vækst, men om at håndtere skeletter, som fortsat røg ud af skabene, efterhånden som den nye direktør åbnede dem,« som Claus Iversen fyndigt skriver det i en analyse.
Søren Kyhl var onsdag aften ude at afvise den udlægning:
»Jeg kan afvise udlægningen af, at der har været negative overraskelser, som beskrevet i artiklen, for mig i min tid hos Lunar. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Jeg har valgt at søge nye udfordringer, fordi jeg ikke er den rigtige profil for Lunar på den lange bane. Det er helt udramatisk, at vi skilles,« sagde han blandt andet.
Samme formulering bruger Jens Peter Leshly Neergaard over for Børsen, hvor han også kalder det pludselige exit efter kun fire måneder »helt udramatisk« og ikke relateret til den sønderlemmende kritik fra Finanstilsynet.
»Vi har taget inspektionsrapporten til efterretning, og vi arbejder hele tiden med at blive bedre,« siger han til Børsen.
»Jeg tror faktisk stadig, at jeg ville have taget ham ind igen i de fire måneder, uagtet hvordan det gik,« siger han til FinansWatch.
Altså helt ærligt. Hvem tror lige på det?
Naturligvis er det dramatisk og et stort problem for banken. Og det tenderer til det mærkelige, at formand Jens Peter Leshly Neergaard siger, at han ville have gjort det igen.
Man kan diskutere præcis hvor store problemerne er i Lunar, og om Finanstilsynet er for hårde ved den digitale udfordrerbank.
Men man kan ikke diskutere, at kommunikationen er helt skæv, når alle involverede kalder noget åbenlyst dramatisk for det modsatte.
Forløbet giver alvorlige skår i troværdigheden hos de involverede, og ikke mindst Lunar.
Ugens fem vigtigste historier
1. Mike Doustdar slår fast: Jeg er ikke nogen overgangsfigur i Novo
Novos topchef, Mike Doustdar, er ikke hyret til at rydde op efter andre. Han er kommet for at blive, og intet kan stoppe hans vending af medicinalkoncernen, siger han i et eksklusivt interview med Nick Sturm på Europas største diabeteskongres EASD 2026 i Milano.
2. Presset energikæmpe reducerer rejser og ansættelser
Norlys strammer nu grebet om omkostningerne i kundeselskabet ved at reducere nye ansættelser og rejser blandt medarbejdere, skriver William Springer.
3. Redningsplanen for elnettet er landet
Et bredt flertal har stemt akutplanen for elnettet igennem. Dermed kan Energinet og lokale netselskaber igen begynde at give virksomheder adgang til elnettet, skriver Jakob Martini.
4. Flere gigantindkøb fra Mærsk ventes
A.P. Møller-Mærsk har behov for flere skibe, fortalte topchef Vincent Clerc for nylig. Den seneste bestilling kommer næppe alene, hvis markedet skal forsvares, lyder vurderingen.
Kresten Andersen med historien.
5. Vejen er banet for fem danske brintfabrikker
Med en ny aftale påtager staten sig en større del af risikoen for etablering af et dansk brintrør. Det skal bane vejen for, at fem danske brintfabrikker kan modtage milliardstøtte fra Tyskland og EU, skriver Jakob Martini.
Ugens podcast - sådan tænker topchefer
Fem udfordringer har altid været afgørende for topchefer. Fem andre er blevet stadig vigtigere i den nye virkelighed, som virksomhederne står i.
I sin nye bog Tænk som en topchef sætter Finans’ erhvervskommentator Niels Lunde fokus på de ti udfordringer, og hvad de kræver af nutidens topledere.
I denne episode undersøger vært Louise Orbesen sammen med Niels Lunde, hvad det kræver at være topchef – uanset om kalenderen siger 1996 eller 2026.
Hvorfor er det netop i en tid præget af voldsomme forandringer vigtigt at forstå det, der ikke forandrer sig? Og hvilke nye krav stiller de markante skift i virksomhedernes omverden til nutidens topledere?
Ugens gæst: Niels Lunde, forfatter og erhvervskommentator på Finans
Vært: Louise Orbesen
Ugens citat
»Jeg tror, at de fleste har behov for at føle sig dygtige eller nyttige i et fagligt fællesskab. Mange får det godt af at levere. Så man kan også argumentere for, at man får trivsel af at performe.«
Reflekteret tilgang til debatten om performancekultur og stort arbejdspres af CIP-partner Christina Grumstrup Sørensen i interview med virksomhedsredaktør Sille Wulff Mortensen.
Christina Grumstrup Sørensen, Senior Partner hos CIP. Foto: Thomas Lekfeldt.
Journalistik med relevans, væsentlighed og kapow!
Det her er vi meget stolte over:
På Finans er vi blevet nomineret til hele to priser ved årets uddeling af Anders Bording Prisen, som uddeles til de fag- og specialmedier, der har gjort sig særligt bemærket.
Vi er nomineret for to enestående og stærke journalistiske projekter.
Jakob Martini, William Springer, Peter Thomsen og Tobias Hansen Bødker er nomineret til Anders Bordings Journalistpris, der uddeles til en eller flere personer for en bemærkelsesværdig og inspirerende journalistisk præstation i et fag- eller specialmedie.
De er nomineret for deres utrættelige og vigtige arbejde med afdækningen af de massive problemer hos Energinet. Få sager har større betydning for dansk erhvervsliv og den grønne omstilling.
Problemerne i den statsejede virksomhed har været en af de seneste års helt store skandaler, og undervejs er både direktøren og bestyrelsesformanden blevet skiftet ud.
Aksel Mortensen, Jesper Kroer Høberg, Peter Thomsen og Tobias Hansen Bødker er nomineret til Anders Bordings Idepris, der uddeles til et medie eller til en eller flere personer for en enestående journalistisk idé, et produkt eller et projekt, som er eksekveret originalt, kreativt og med stor effekt.
De er nomineret for deres afsløringer af, hvordan en af Europas største pakkedistributører, GLS, benytter danske underleverandører, der trækker tråde til sager om fiktive fakturaer, skattesnyd og konkurskarantæner.
Afsløringerne bygger på en metodisk kraftpræstation, hvor de gennem fem måneder har samlet oplysninger om disse underleverandørers identiteter og ledelsesmedlemmers historik gennem retsdokumenter, aktindsigter, interviews og fotodokumentation.
Anders Bording Priserne uddeles den 8. oktober.
Tak for at læse med! God fredag og god weekend.
bh
Simon Bendtsen
Vil du have ugens skarpeste overblik? Chefredaktør Simon Bendtsen giver dig hver fredag overblik over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv. Skriv dig gratis op til nyhedsbrevet Bendtsens Bundlinje her.


