Jeg kan lide at arbejde hårdt. Og jeg skammer mig ikke over det.

I denne uge skriver jeg om:

At the bottom of the newsletter, you can read an English-language version.

Kære læser

Jeg kan lide at arbejde. Gerne meget. Hårdt arbejde, det er lige noget for mig.

Hvorfor er det svært at sige det højt?

Det er, som om at hårdt arbejde er blevet noget, vi forbinder med stress. Mistrivsel. Og lange arbejdsdage.

Alt det findes. Og det er godt, at vi har fået et sprog for det.

Men vi mangler et sprog for glæden ved at arbejde hårdt.

Christina Grumstrup, topchef i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), sætter ord på det.

CIP har nogle ret aggressive konkurrenter, for nu at sige det mildt. CIP konkurrerer med internationale kapitalfonde, og de typer går ikke hjem klokken 16.

Christina Grumstrup siger om at konkurrere på det niveau:

»Jeg tror, at de fleste har behov for at føle sig dygtige eller nyttige i et fagligt fællesskab. Mange får det godt af at levere. Så man kan også argumentere for, at man får trivsel af at performe.«

Netop.

Vi plejer at høre det omvendte synspunkt. At når medarbejdere trives, så præsterer de bedre.

Men det kan også være, at det er præstationer, der skaber trivsel. Vel at mærke for alle generationer, også de unge i Generation Z.

Det kan være dejligt at blive udfordret med en svær opgave, og at gå træt hjem efter en arbejdsdag, hvor konkurrenterne fik tæsk.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jo flere timer vi arbejder, desto bedre får vi det.

CIP er selv et lærerigt eksempel på, at den romantisering er farlig. CIP har før fået alvorlig kritik for et dårligt psykisk arbejdsmiljø og stress.

Det handler imidlertid ikke så meget om, hvor mange timer du arbejder.

To mennesker kan arbejde 55 timer på en uge. Den ene kan føle sig motiveret og glad, mens den anden kan være på vej ned med stress.

Det er en forskel, vi skal blive bedre til at tale om.

Vi skal fortsat tale om stress. Om dårlig ledelse. Og om arbejdspladser, der slider mennesker ned.

Men vi har også brug for et sprog for den anden erfaring.

Om ambitionen om at spille i Champions League og om glæden ved at præstere noget ekstraordinært. Om at hårdt arbejde kan være fantastisk.

Det er også trivsel.

Ugens citat: Lunars bestyrelsesformand Jens Peter Leschly Neergaard

Søren Kyhl har forladt posten som adm. direktør i den digitale bank Lunar. Med øjeblikkelig virkning. Efter blot fire måneder.

»Han har selv forklaret, at det først blev klart for ham efter nogle måneder i jobbet, at Lunars næste fase krævede en anden ledelsesprofil.«

Det sagde Jens Peter Leschly Neergaard til Finanswatch her. Finans’ analyse her.

En amatøragtig rekruttering? En ledelsesmæssig nedsmeltning?

Nej, slet ikke ifølge Jens Peter Leschly Neergaard:

»Jeg tror faktisk stadig, at jeg ville have taget ham ind igen i de fire måneder, uagtet hvordan det gik,« siger han.

Hvis jeg var aktionær i Lunar, ville jeg nok tage en snak med de andre aktionærer:

Vil det sige, at vores formand kan finde på at lave sådan et ansættelsesforløb en gang til?

Hvis Anthropic lykkes - din to do-liste mandag morgen

Det lækkede børsprospekt fra Anthropic har vakt kæmpestor opsigt. I prospektet advarer Anthropic om, at AI kan udgøre en eksistentiel trussel mod menneskeheden.

Det lyder ikke rart, bestemt ikke, men her i nyhedsbrevet har vi et lyst sind. Vi tænker i muligheder. Vi tænker i løsninger.

Kort sagt: Vi tænker i penge.