Fortsæt til indhold

Dansk virksomhed skal levere radarsystemer til Polens droneforsvar

Weibel Scientifics polske aftale har en værdi af 84 millioner euro, hvilket svarer til 627,9 millioner kroner.

Weibel Scientific A/S har landet en stor aftale med Polen. Foto: Peter Maunsbach
Erhverv
/ritzau/

Den danske virksomhed Weibel Scientific har indgået en aftale om at levere radarsystemer, der skal indgå i Polens droneforsvar.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse tirsdag.

Aftalen er indgået med den polske forsvarsvirksomhed Pit-Radwar, der er en af de førende leverandører til det polske forsvar.

Den har en værdi af 84 millioner euro, hvilket svarer til 627,9 millioner kroner. Det er den største ordre i Weibel Scientifics historie.

Radarsystemet, der skal leveres, kan ifølge virksomheden ”detektere, spore og klassificere en bred vifte af luftbårne trusler - fra små, lavtflyvende droner til fly og andre luftmål”.

- Hvis ambitionerne om anti-droneforsvar skal blive til reel operativ kapacitet, skal man først kunne se og forstå truslen, siger Peter Røpke, der er administrerende direktør i Weibel Scientific, i meddelelsen.

- XENTA-M5 (radarsystemet, red.) leverer den detektion, sporing og klassifikation, som gør det muligt for det samlede system at kunne handle.

Det er hensigten, at systemet skal integreres i et anti-droneprogram under Polens nationale luftforsvar, der er i gang med at blive opbygget. Programmet går under navnet ”SAN”.

- Med valget til SAN får Weibels radarteknologi en central og kritisk rolle i det operationelle sensorlag og leverer det luftbillede, der er nødvendigt for en effektiv reaktion, siger Peter Røpke videre.

Weibel Scientific blev grundlagt i 1977 og har hovedsæde i Allerød nord for København.

Virksomheden udvikler og producerer radarsystemer til forsvar, rumfart og beskyttelse af kritisk infrastruktur.

Den beskæftiger mere end 600 ansatte.

I sit seneste årsregnskab, der dækkede perioden fra maj 2025 til april 2026, omsatte den for lidt mere end 900 millioner kroner.