Fakta: 10 eksempler på forsvundet bogføring
Direktør kom til at putte kassen med bilag i fyret.
BB Århus ApS
Den tidligere direktør forklarede i skifteretten, at han ikke ved, hvor selskabets bogføringsmateriale er. Ved tømningen af selskabets lejemål smed han en masse kasser ud, uden at han tjekkede, hvad de indeholdt. Han ville bare af med det hele.
Scandinavia 2003 ApS
Den tidligere direktør forklarede, at enten han selv eller hans søn ved et uheld kom til at putte kassen med mapper og bilag i fyret, hvorfor materialet er bortkommet.
Eriksen Ejendomme ApS
Den tidligere direktør forklarede i retten, at han fik en hel kasse med papirer ved overtagelsen, men han ved ikke, om han har papirerne endnu, fordi hans søn, i forbindelse med at resten af familien er flyttet til Hobro, har ryddet op og brændt en del.
ETB Byg ApS
Det er hverken lykkedes kurator at komme i besiddelse af selskabets regnskabs- eller bogføringsmateriale, og derfor har det ikke været muligt at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at gøre et ledelsesansvar gældende, konstaterer kuratoren i en redegørelse.
HMJ Byg Kronjylland ApS
Kurator har bedt selskabets revisor, AG Revision, om at fremsende selskabets revisionsmateriale. Skrivelserne til revisor er forblevet ubesvarede.
Anpartsselskabet af 31.12.2006
Kurator har skrevet til den tidligere ledelse og revisor for at få bogføringsmateriale, men det har ikke givet resultat.
»Må anses for værende bortkommet,« konstaterer kurator.
CVR 29795657 ApS
Den tidligere direktør forklarede i skifteretten, at han ikke ved, hvem der har selskabets bogføringsmateriale. Han opbevarede det på Lindøværftet, som var en stor kunde, men tror, at det er blevet ødelagt
Eriksen, Frederiksen & Derno ApS
Der er foretaget politianmeldelse for overtrædelse af bestemmelser om bogføringspligt.
Tekapart ApS
Den tidligere direktør forklarede i skifteretten, at han havde regnskabsmateriale for år 5 og 6, men at han ikke er sikker på, at han har mere, da han er flyttet mange gange.
30533720 Snart under konkurs ApS
Det er ikke lykkedes kurator at komme i besiddelse af selskabets bogførings- eller regnskabsmateriale i forbindelse med behandlingen af boet.

