Fortsæt til indhold

Massefyringer på vej i Stena Line

De nye svovlkrav i Nordeuropa tvinger Stena Line til at afskedige 800 medarbejdere, siger direktøren.

Erhverv

800 medarbejdere skal afskediges hos svenske Stena Line. Og ifølge CEO Carl-Johan Hagman skyldes det de strammere krav til skibenes udledning af svovl, som træder i kraft fra 2015 i Nordeuropa. Det siger han til det svenske medie Dagens Industri.

"Jeg tror ikke, at de svenske politikere er klar over, hvor store konsekvenser de her regler får. Både som chef og som svensk medborger er jeg bekymret," lyder det fra direktøren.

Rederikoncernen er i gang med at se på forretningen, og allerede tirsdag vil rederiet indstille færgen mellem Trellborg Sassnitz i Tyskland.

Stena er ikke det eneste rederi, der reagerer på svovlreglerne. Danske DFDS har også været nødsaget til at lukke passager- og fragtruten mellem Esbjerg og Harwich, da den ville være umulig at skabe god økonomi i med de nye regler.

Stor spareøvelse i gang

Selvom svovlreglerne uden tvivl er en stor byrde for mange redere, særligt dem som udelukkende sejler i Nordeuropa, er det ingen hemmelighed, at Stena Line i februar i år meddelte, at rederiets resultat skal forbedres med 1,3 mia. svenske kroner frem mod 2015. Og her lagde informationschef Jesper Waltersson over for ShippingWatch ikke skjul på, at det ville koste medarbejdere. På daværende tidspunkt forhandlede rederiet med fagforeningerne:

"Personaleomkostningerne er en af vores største udgifter, så det er klart, at vi kigger på den side, og lige nu snakker vi med fagforeningerne. Om det kræver fyringer, må vi få at se, men vi skal effektivisere organisationen, og det er klart, at det indebærer folk. Lige nu ved vi ikke, hvor meget det drejer sig om. Nu skal vi diskutere med fagforeningerne, og så får vi at se," sagde han.

Stenas CEO: Markedet er helt i bund

Milliard-besparelse koster job hos Stena Line

Stena vokser på omsætning og indtjening

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Stena Line