Selskab må sige farvel til 13 shoppingcentre
Steen & Strøm forudser ny fremgang for de danske butikscentre.
Fra 16 til tre. Virksomheden Steen & Strøm Danmark får med ét hug reduceret sin forretning betydeligt.
Hidtil har Steen & Strøm Danmark A/S stået for driften og management af 13 butikscentre rundt om i landet, som ejes af Danica Pension. Den aftale ophæves med virkning fra sommeren 2015.
Fra da vil Steen & Strøm derefter alene stå for de tre store centre, Field's i København, Bruun’s Galleri i Århus og Bryggen i Vejle, som selskabet selv ejer.
»Vi er ved at vurdere vores fremtidige forretning, men det ligger ikke i kortene, at vi igen skal arbejde med management for andre fremadrettet. Fokus vil ligge på vores egne centre, hvor der er udbygningsplaner for flere af de eksisterende og nyt på vej,« siger marketingchef Claus Tüchsen, Steen & Strøm Danmark.
Virksomheden har således bl.a. planer om udvidelse af Bruuns Galleri i Aarhus, ligesom den er i gang med bl.a. at udvide med en ny biograf i Field's på Amager. Dertil kommer et nyt, stort butikscenter i Odense midtby med navnet Viva, som der dog endnu ikke har været byggestart på.
Steen & Strøm ejes af franske Klépierres og hollandske ABP, der tilsammen har 180 shoppingscentre i 16 europæiske lande. Det danske selskab ser fortsat gode muligheder for vækst og ekspansion – trods der i eksempelvis USA opleves pres på mange butikscentre med tomme forretninger og andet.
Samme antal kunder
Steen & Strøm har for første halvår 2014 opgjort, at den samlede omsætning i de 16 danske forretningscentre er faldet med 2 pct. i forhold til samme periode i år. Kundetallet har til gengæld været stabilt.
»Kunderne har generelt været lidt tilbageholdende i første halvdel af året, men i for- og eftersommeren har der atter været vækst i salget. Kundetallet i vores centre er stabilt, og det giver basis for forventninger om fremgang, når forbruget atter stiger. Vi og ejerkredsen har ønske om, at vi udvikler os yderligere på det danske og skandinaviske marked, hvor vi ser fortsatte muligheder for butikscenter med de rette placeringer,« mener Claus Tüchsen.