Danone stiger på salgsfremgang
Danone stiger 3,5 pct. til 52,25 euro efter at den franske mælkeproduktgigant, som er storkunde hos Chr. Hansen, har aflagt salgstal for tredje kvartal, hvor salget er bedre end ventet.
Danone producerer mælkeprodukter såsom yoghurt og ost, men også babymad samt sælger vandflasker af mærket Avian. Chr. Hansen er leverandør af kulturer til Danones yoghurt og osteproduktion.
Danones sammenlignelige (organiske) salgsvækst blev på 6,9 pct. i tredje kvartal, hvilket overraskede positivt i forhold til analytikernes forventning om en vækst på 5,9 pct. Det samlede salg landede på 5,42 mia. euro sammenlignet med analytikernes forventning på 5,37 mia. euro.
Det blev til et fald i volumensalg for mælkeprodukter på 7,1 pct. i tredje kvartal. Den sammenlignelige salgsvækst blev på 0,7 pct., hvilket var under analytikerkonsensus på 1,1 pct. Samlet viste salget et fald til 2,80 mia. euro fra 2,91 mia. euro. Inden for mælkeprodukter så ventes volumen at fortsætte med at være negativ i fjerde kvartal, men den ventes dog at blive forbedret.
Finanshuset Kepler pointerer, at den bedre end ventede sammenlignelige salgsvækst blev drevet af baby og medicinsk ernæring. Finanshuset Sanford Bernstein fremhæver, at den positive overraskelse kommer på en lidt billig baggrund, idet den er drevet af baby-fødevare-divisionens fremgang i Asien.
For 2014 ventes fortsat en vækst i salget på 4,5-5,5 pct. og en trading driftsmarginal på minus 20 basispoint til plus 20 basispoint.
Aktiefokus