Firmaer frygter millionudgifter på tilbagekaldelser
Derfor forsøger flere virksomheder at dække sig ind med forsikringer.
Giftigt legetøj, et fødevareprodukt med salmonella eller elektronik, der kan udløse en brand.
Det er skrækscenariet hos stadig flere virksomheder, der i stigende grad forsøger at dække sig ind med forsikringer mod tilbagekaldelser af produkter. Tilbagekaldelser der i værste fald kan koste virksomheden livet.
Forsikringskoncernen If er af af de selskaber, og If har gennem de seneste fem år oplevet næsten en tredobling i antallet af firmaer, der tegner en forsikring mod tilbagekaldelser. Det er markant højere end i Sverige, Norge og Finland, hvor koncernen også udbyder disse forsikringer.
"Det er en meget alvorlig sag, når eksempelvis en rullepølseproducent må tilbagekalde produkter på grund af listeria, som vi oplevede det tidligere i år. Den pågældende sag var vi ikke involveret i, men det er sager af den type, der sætter en skræk i livet på andre producenter," fortæller Birgitte Ringbæk, der er presseansvarlig hos If.
"Der er meget stor fokus på den type sager i pressen, og derfor er det en sag, der kan lukke en virksomhed, hvis den ikke forstår at håndtere sagen rigtigt. Derfor samarbejder vi også med eksterne konsulenter, som med det samme kan rykke ud og støtte virksomhederne. Det er meget afgørende, at man med det samme får hjælp til at begrænse skaderne," tilføjer Birgitte Ringbæk.
Forsikringssum og præmie afhænger bla. af virksomhedens størrelse, og af om forsikringen kun skal dække udgifterne i forbindelse med tilbagekaldelserne, eller om den også skal dække værdien af produkterne.
"Det koster, hvis et firma må tilbagekalde tonsvis af leverpostej," forklarer Rikke Berlin Rasmussen, der er underwriter - eller ansvarsspecialist - i If.
"Hvis det drejer sig om en mellemstor fødevarevirksomheden kan forsikringssummer måske være 10-25 mio. kr. Hvis forsikringen ikke skal dække værdien af produkterne, er det måske nok med en forsikringssum på 5 mio. kr. Så taler vi præmier i størrelsesordenen 100.000 - 250.000 kr," fortæller Rikke Berlin Rasmussen.
Som et eksempel på, hvad en tilbagekaldelse koster, nævner hun firmaet Delika i Hammel. Firmaet blev ramt i den såkaldte rullepølsesag, fordi firmaet havde skiveskåret 96 kg rullepølse for producenten. Firmaet har efterfølgende beregnet udgifterne til 2,5 mio. kr.
"Og her var der kun tale om et mindre firma. Tænk så på hvad det koster, når eksempelvis Toyota kalder biler tilbage," understreger Rikke Berlin Rasmussen.
Delika har mistet op mod 2,5 mio. kr. efter listeria-fund
Hos If står fødevareindustrien for mere end 60 pct. af alle tilbagekaldelser i Danmark. Andre grupper er legetøj, tekstil samt elektriske apparater. Fejl i produktions- og industrimaskiner tæller også i statistikken.
En aktuel optælling fra Fødevarestyrelsen viser, at der frem til i dag er sket 100 tilbagekaldelse i år alene inden for fødevarebranchen. Siden 1. september har der faktisk været tilbagekaldelser oftere end hver anden dag.
Tilbagekaldelse af fødevarer:
- 2011: 290
- 2012: 156
- 2013: 91
- 2014: 100 - år til dato
At der tilsyneladende er tale om en faldende tendens, tør Rikke Berlin Rasmussen dog ikke fastslå.
"Tilfældigheder kan også spille ind. Men der er dog tegn på, at mange firmaer har fået både en bedre egenkontrol og et bedre beredskab, når skaden er sket," vurderer hun.
"Farligt legetøj og udstyr til børn i det hele taget kan give massiv omtale, og det har øget virksomhederne fokus på at forsikre sig," tilføjer Rikke Berlin Rasmussen.
Til gengæld kan det tegne et positivt billede af en virksomhed - og dermed styrke virksomheden - hvis den er i stand til at håndtere et tilbagekaldelse ansvarligt og professionelt.


