Anders Holch Povlsen køber sig ind hos dagligvarekæden Normal
Den stenrige Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen fortsætter sit indtog i dansk detailhandel.
Den ambitiøse dagligvarekæde Normal har fået en interessant partner i ejerkredsen.
Modemilliardæren Anders Holch Povlsen, der primært har skabt sin formue i tøjimperiet Bestseller, har investeret et millionbeløb for at blive medejer af kæden, der har slået sig op på salget af parallelimporterede mærkevarer til priser, der ofte ligger 30-40 pct. under det normale niveau i Danmark.
Parterne ønsker ikke at oplyse, hvor mange penge der er tale om, men det står dog klart, at Anders Holch Povlsen sætter sig på en ejerandel på 25 pct.
Til gengæld får Normal, der styres af den tidligere stifter af den digitale elektronikbutik Wupti Torben Mouritsen, både penge til at sætte yderligere skub i udrulningen af kædens butikker samt masser af erfaring med dansk detailhandel.
»Det giver os kapitalgrundlaget til at lave en meget hurtig ekspansion. Vi har godt gang i vores butikker, og vi vil nødigt sætte tempoet ned. Vi vil gerne sætte det op, så vi hurtigt kan blive landsdækkende,« siger Torben Mouritsen til Finans.
Foruden Bestseller ejer Anders Holch Povlsen blandt andet en del af e-supermarkedet Nemlig.com, og pengene er derfor ikke den eneste årsag til, at Normal har åbnet døren for milliardæren.
»Han er også god på den måde, at han har erfaringen med butiksudrulning og ekspansion, og derfor er det en fantastisk god partner for os,« siger Torben Mouritsen, der dog afviser, at Normal også vil gøre sig inden for e-handel.
Den første Normal-butik åbnede i april sidste år i Silkeborg. Siden er yderligere fem butikker kommet til, og på den anden side af nytår tæller kæden samlet 10 butikker.
Men ambitioner rækker noget længere end det.
»Vi vil gerne åbne en butik om måneden, og det er muligt med det nye partnerskab,« siger Normal-direktøren.
Forude venter åbningen af en ny Normal-butik i indkøbscentret Waves i Greve, ligesom man snart kan slå dørene op til en ny afdeling på Vesterbrogade i København.
I begyndelsen af 2015 følger så Ballerup Centret og Horsens.
»Kunderne har taget godt imod os. Dels fordi vi er billige med varen, og dels fordi der er et underholdningselement i det. Vi konkurrerer ikke med supermarkederne, men har dannet vores egen niche,« forklarer Torben Mouritsen.
Når Normal kan sælge sine varer billigere end andre danske butikker, så skyldes det, at der er tale om varer købt til priser, der er sat ud fra andre landes købekraftindeks. Da Danmark har et højt indeks, betyder det, at mange af varerne ofte er billigere i andre lande.
Dermed kan de altså også sælges til markant lavere priser, når de er hentet til Danmark.