Fortsæt til indhold

Konkurrenceevnen har det markant bedre

Danmark har genvundet en pæn del af den tabte konkurrenceevne, og udviklingen går den rigtige vej. Flere års løntilbageholdenhed kombineret med en stigning i produktiviteten slår nu igennem positivt.

Erhverv

Flere års løntilbageholdenhed smitter positivt af på den danske konkurrenceevne, som er ved at rette sig efter at have fået et ordentligt knæk i kriseårene.

Det er konklusionen i Finansministeriets årlige rapport over løn- og prisudviklingen i Danmark og udlandet. Rapporten er lavet af Statistikudvalget, som består af repræsentanter for DA, LO, Beskæftigelsesministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet.

Cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea siger på baggrund af rapporten, at der tegner sig et billede af, at Danmark i de kommende år vil indhente endnu mere af den tabte konkurrenceevne.

»Jeg vil mene, at vi fortsat forbedrer lønkonkurrenceevnen de kommende år, men primært drevet af udviklingen i valutaen. De senere år har vi genvundet noget af den tabte konkurrenceevne over for udlandet, bl.a. fordi lønningerne er steget mindre end i udlandet, men ikke mindst som følge af en imponerende produktivitetsforbedring. Især i 2012 fik vi virkelig indhentet rigtig meget af det, som vi tabte i overophedningsårene, det er ganske interessant, « siger Helge Pedersen.

Den positive udvikling stiller eksportsektoren i en mere favorabel situation, end den har været i flere år, tilføjer han.

Især tre forhold har ifølge økonomen haft positiv betydning for vores konkurrenceevne:

Lønudviklingen i Danmark har været meget svag, siden finanskrisen brød ud.

Industrien har været i stand til at forbedre produktiviteten markant.

Og så har vi på det seneste haft en lille fordel af udviklingen i valutakursen, som er blevet svækket over for vore vigtigste samhandelspartnere.

»Og vi kommer til at indhente endnu mere af det tabte, men nok især fordi den danske krone står til en yderligere svækkelse over for flere af vores vigtigste handelspartnere – herunder USA og England. Derimod vil lønudviklingen være mere i overensstemmelse med udviklingen i udlandet, ligesom det er svært at forestille sig, at industrien vil kunne blive med at forbedre produktiviteten i samme takt som de foregående år,« vurderer cheføkonomen.