British Airways presser billetoperatør
British Airways og Iberia lukkede for billetsalg gennem spansk tilbudssite.
Spanske Edreams Odigeos lever af sine tilbudswebsites, hvor kunderne kan købe billige flybilletter, men koncernen er afhængig af luftfartsselskabernes nåde, og det har aktionærerne i Edreams oplevet i de seneste tre dage.
Edreams-aktien styrtdykkede fredag med knap 60 pct. og blev trukket væk af børshandlen, efter at British Airways inklusive datterselskab Iberia meddelte, at de to selskabers billetter ikke må handles på Edreams tre tilbudssites.
Edreams-aktien fik i weekenden dog formildende meldinger fra British Airways, og aktien steg mandag godt 50 pct. og yderligere 24 pct. i løbet af tirsdagen.
British Airways og Iberias melding om at trække deres billetter fra Edreams sites skyldes, at selskabet ikke lever op til de europæiske forbrugerbeskyttelsesregler. I weekenden blev det meddelt, at to af Edreams sites igen kunne handle med billetterne, og at det sidste site kom med, når det havde indrettet sig efter reglerne.
Edreams pointerede selv, at koncernen har i alt 67 sites med flybilletter, hvoraf 66 nu kan tilbyde British Airways og Iberia billetter, og at det sidste site kun indbringer 0,2 pct. af Edreams bookinger.
Edreams koncernchef, Javier Pereez, udtalte, at reaktionen fra de to luftfartsselskaber var en stor overreaktion. Ifølge Wall Street Journal kaldte Javier Pereez de to selskabers opførsel for ondsindet, og han mente, at luftfartsselskaberne forsøger at tvinge deres retningslinjer ned over hovedet på Edreams uden hensyntagen til forbrugerne. De begrænser vores muligheder for at give kunderne billigere priser, lød det.
En talsperson fra Iberia afviser, at deres intention var ondsindet, og at det have noget med deres egne markedsføringstiltag at gøre.
Edreams-aktien var før tumulten handlet i niveau på 2,40 euro, og aktien lukkede tirsdag i 1,90 euro, men samtidig er det også blev gjort klokkeklart for investorerne, at Edreams succes er dybt afhængig af luftfartsselskaberne (British Airways).
Edreams behandling af aktionærerne har ikke været luksuriøs, idet selskabet blev børsnoteret i april 2014 i 10,25 euro.
Aktiefokus