Carlsberg drukner i dårligdomme
Topchef Jørgen Buhl Rasmussen erkender, at alle gode initiativer står i skyggen af dårlige nyheder.
Dårlige nyheder fra Carlsbergs aktiviteter i Rusland kvæler alle de positive initiativer i bryggeriet.
Og den ventede vækst, som var imødeset efter Carlsbergs køb af Scottish & Newcastle er udeblevet.
"Alt det, vi gør, drukner i dårligdommene fra Rusland", lyder der fra topchef Jørgen Buhl Rasmussen der vurderer, at det russiske marked kun er gået ned siden overtagelsen. Det skriver Berlingske Business.
Da Buhl trådte til, var hans mission at skabe det hurtigst voksende bryggeri i verden ved blandt andet at få virksomheden til at tænke mere som en samlet gruppe, tænke mere kommercielt på sine varemærker og i det hele taget blive mere effektiv. Til trods for forbedret lønsomhed og mere fokus på varemærkerne har initiativerne kun akkurat kunne neutralisere effekterne af de dårlige nyheder fra Rusland i bryggeriet regnskab.
- Den væksthistorie, vi alle sammen så for os, da vi overtog S&N, har vi ikke fået. Det skyldes det her meget store marked i Rusland, der bare er gået ned siden, siger Jørgen Buhl Rasmussen, til Berlingske Business.
Ved sidste regnskab måtte Carlsberg nedjustere med henvisning til de internationale sanktioner mod Rusland oven på Ukriane-krisen, der har øget fødevarepriserne markant. Det russiske marked er gået fra at være et stort vækstmarked til at være faldet godt 30 pct. siden tiden før krisen.
Ritzau Finans