- Opdateret 21/11/2014 kl. 12:10
Banker smækker gebyr på ny lynoverførsel
Mens Danske Bank har valgt ikke at tage penge for overførsler, der tager få sekunder, koster det penge i to andre banker.
En betalingsinfrastruktur i verdensklasse. Sådan bliver den nye mulighed for at overføre penge på få sekunder omtalt af landets banker. Men en funktion i verdensklasse er ikke noget man får adgang til gratis alle steder.
»Der er flere banker, som har gjort det gratis. Der er konkurrence blandt banker, og som brancheorganisation hverken kan eller må vi blande os i, hvad vores gør,« siger Michael Busk-Jepsen, der er udnerdirektør i Finansrådet.
Danske Bank har valgt at gøre funktionen gratis, og kunderne skal ikke selv aktivt vælge at overføre penge som en lynoverførsel. Det sker helt automatisk, da det nu er standard for alle overførsler.
»For os har det været vigtigt at lave en løsning, hvor kunderne kan overføre penge på samme måde, som de plejer, så det blev så simpelt som muligt for kunderne. Vi har vurderet, at omkostningen er så overskuelig, at vi i denne sag gerne vil lade fordelen komme kunderne til gode. Samtidig bliver det også enklere for os at håndtere,« forklarer Martin Sandau, chef i Danske Banks produktafdeling.
Mens det er gratis i landets største bank, koster det én krone at lave en lynoverførsel i Sydbank, og i Nordea koster tre kroner for kunder, der ikke ikke er tilmeldt det såkaldt e-hverdag. Kunder er er tilmeldt e-hverdag skal også betale, men her er gebyret sænket til én krone.
I Jyske Bank har man også gjort funktionen gratis, men der er dog et lille men. Det er kun gratis, hvis man overfører mindre end 10.000 kr. Kommer man over denne grænse tager Jyske Bank et gebyr på 10 kr.
Finans arbejder i øjeblikket på at få en kommentar fra Nordea og Sydbank.