Skydespil har solgt for 10 mia. dollars
Call of Duty: Advanced Warfare giver filmbranchen baghjul, når det kommer til omsætning.
Lægger man den samlede omsætning for alle Transformers-, The Hunger Games-, Iron Man- og The Avengers-filmene sammen, er omsætningen stadig større for skydespilsserien Call of Duty.
I starten af november lancerede Activision, som er firmaet bag Call of Duty-spillene, det nyeste spil i rækken, Call of Duty: Advanced Warfare. Den 8. november havde spillet solgt 7,5 mio. eksemplarer på verdensplan, viser tal fra VGChartz.
Dermed har Call of Duty-serien nu omsat for over 10 mia. dollars. Jesper Taxbøl, der er formand for Foreningen Af Danske Spiludviklere, siger, at spilindustrien har udviklet sig markant de seneste år.
"Det er flere år siden, at spilindustrien begyndte at omsætte for mere end filmbranchen. Spilmarkedet på mobiltelefoner er eksploderet, efter vi har fået smartphones. Vi bruger mere og mere tid på de her digitale platforme," siger Jesper Taxbøl.
Alle Call of Duty-spillene er det, der hedder first person shooter-spil. Spillene foregår på forskellige tidspunkter i historien, men fælles for dem alle er, at det handler om krig.
Det nye Call of Duty-spil er den 11. udgave i rækken, siden det første spil udkom i 2003. Jesper Taxbøl tror, at spillets konstante succes gennem så mange år skyldes, at det vækker nogle helt basale instinkter hos spillerne.
"Det vækker et stressinstinkt hos spillerne, fordi man befinder sig i krig mod andre. Det giver et rush, når man spiller det, og man kan faktisk blive helt høj af det. Samtidig er det så enkelt, at en 12-årig kan spille det, og det indeholder et rush, så en 35-årig også finder det interessant," siger Jesper Taxbøl.
Activision oplyser, at Call of Duty: Advanced Warfare er den bedst sælgende udgivelse på konsollerne Playstation og Xbox nogensinde.
Bobby Kotick, administrerende direktør hos Activision Blizzard, fortæller også, at udgivelsen allerede har sat alle andre til vægs i 2014.
"Advanced Warfare er den største underholdningsudgivelse i 2014, hvis man kigger på omsætningen. Den har slået alle film-, musik og bogudgivelser, der har været i år," siger Bobby Kotick.