Fortsæt til indhold

"Som købmand er det en sindssyg ting"

Bedste salgsdag i 13 år. Black Friday-weekenden gav så sandelig butikker sorte tal på bundlinjen.

Erhverv

Rigtig mange danske butikker hoppede med på Black Friday bølgen.

Og selvom fredagen måske kom som en nyhed for mange danskere, viste den sig endog exceptionelt god for flere købmænd.

»Black Friday har været vores bedste salgsdag i 13 år. Der var så mange ordrer pr. minut, at systemet ikke kunne nå at generere nok fakturaer til at følge med,« siger medejer af Coolshop.dk, Jacob Risgaard.

Som en af de relativt få danske butikker hoppede Coolshop også med på Cyber Monday konceptet. Her væltede systemerne dog ikke, sandsynligvis fordi det meste forbrugs-luft allerede var lukket ud af ballonen efter Black Friday, tilføjer Jacob Risgaard.

Cyber Monday er en amerikansk tradition: Efter Thanksgiving-weekenden med Black Fridays vanvittige tilbud i de fysiske butikker er Cyber Monday dagen, hvor internethandlen får gjort regnskabet op. Det er med andre ord onlinebutikkernes genmæle til Black Friday.

At flere onlinebutikker hopper med på begge dage, skal man tilsyneladende ikke tænke så meget over.

Men hvor Black Friday efterhånden er kendt for de danske forbrugere, er Cyber Monday en ganske ny ting, som vi skal vænne os til.

»Sidste år var vi blandt de første til at promovere Black Friday, og resultaterne var rigtig gode. I år lader det til, at også Cyber Monday har spredt sig, og vi ser fortsat dette som en mulighed for at tilbyde kunder chancen for at kickstarte juleshoppingen og samtidig undgå de stressfulde fysiske butikker,« siger Michael Lindskog, landechef for de nordiske lande hos Zalando.

Også han oplyser, at Black Friday gav et rigtigt godt resultat. Uden at komme ind på de præcise tal understreger han, at Black Friday 2013 var »blandt vores bedste dage«.

Også Bestseller røg med på Cyber Monday. Ansvarlig for Vero Modas internethandel, Tine Lomholt Jensen, mener, at de amerikanske shop-amok-dage er forbrugernes ønske.

»Vores kunder er meget online og er vant til de to amerikanske shoppingdage. De har allerede godt kendskab til dem, og de ved, hvad det handler om. Flere og flere mærker er hoppet med på de to koncepter, og derfor vidste vi, at vores målgruppe ville forvente, at vi gjorde det samme,« siger hun.

Men set ud fra et købmands-mæssigt synspunkt er Black Friday og Cyber Monday helt hen i vejret, mener Jacob Risgaard.

»Vi har i mange år kigget misundeligt til USA, hvor forbrugerne gik amok disse dage. Nu er det kommet til Danmark, men som købmand er det en sindssyg ting, fordi udsalget ligger op til julehandlen, hvor folk alligevel nok skal købe deres varer,« siger han.

Han tror ikke, at udsalget giver anledning til et større julebudget, hvor de lave priser derfor kun kommer forbrugerne til gode.

Hvordan julesalget bliver, må vi stadig vente med. Ifølge privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank kan det tænkes, at Black Friday har trukket noget af den normale julehandel fra december til november. Om der er færre julestressede til slutspurten d. 22. december, må tiden vise.

Artiklens emner
Zalando
Bestseller