- Artiklen opdateres
Millionunderskud tvinger BoConcept til kraftig oprydning
Op mod 50 butikker skal have ny ledelse eller lukkes efter underskud på over 46 mio. kr.
Det fremgår af regnskabet for andet kvartal, der indeholder en nedjustering og viser et stort underskud efter udgifter til restruktureringen.
- 35-50 af de dårligst performende butikker skal have nye franchisetagere eller lukkes, markedsfokus skal indsnævres, effektiviteten øges, og franchisemodellen optimeres. Tilpasningen vil øge koncernens EBIT (overskudsgrad, red.) til 5-7 pct. i regnskabsåret 2016/17, men indebærer ekstraordinære omkostninger til hensættelser og nedskrivninger i 2014/15 på 70 mio. kr., hvoraf 57,8 mio. kr. er udgiftsført i andet kvartal 2014/15, skriver BoConcept.
Udviklingen i andet kvartal viser en salgsfremgang til 292,8 mio. kr. fra 281,7 mio. kr., mens driftsresultatet, EBIT, blev et underskud på 57,2 mio. kr. medregnet omkostningerne til tilpasningerne. I samme periode sidste år tjente Boconcept 7 mio. kr. på driften.
På bundlinjen fik BoConcept et underskud på 46,3 mio. kr. mod et overskud på 4,2 mio. kr. sidste år.
Samtidig nedjusteres forventningerne til 2014/15. Der ventes nu en omsætningsfremgang på 3-5 pct. mod tidligere 5-8 pct. fra 2013/14, hvor omsætningen udgjorde 1049,5 mio. kr. Driftsresultatet, EBIT, ventes at blive et nulresultatet, men opgjort før ekstraordinære driftsomkostninger på 70 mio. kr. i forbindelse med en tilpasning af forretningsgrundlaget. Den tidligere forventning var en EBIT-margin 2-3 pct.
Også ledelsesmæssigt er der sket ændringer. Bestyrelsens formand og næstformand bytter plads, således at Peter Thorsen overtager formandshvervet, mens Viggo Mølholm bliver næstformand. Det sker for, at "sikre maksimal support og eksekveringskraft bag de operationelle tilpasninger".
Det er desuden blevet besluttet at udvide direktionen med en driftsdirektør.
Tabel for Boconcept for andet kvartal af 2014/15
Mio. kr. |
2. kvartal 2014/15 |
2. kvartal 2013/14 |
Hele 2013/14 |
Omsætning |
292,8 |
281,7 |
1.049,5 |
Bruttoresultat |
112,6 |
119,2 |
448,8 |
EBIT |
-57,2 |
7 |
-21,7 |
Resultat før skat |
-56,9 |
6,3 |
-23,7 |
Nettoresultat |
-46,3 |
4,2 |
-12,8 |
Ritzau Finans