Fortsæt til indhold

En alternativ form for grænsehandel vinder frem i Nordjylland

Nordmænd krydser ikke længere kun havet for at købe billige danske fødevarer. Nu får de også bilen repareret.

Erhverv

En ny og alternativ form for grænsehandel mellem Danmark og Norge er opstået i Vendsyssel, fortæller DR P4 Nordjylland.

Norske biler fylder nemlig mere og mere på de nordjyske autoværksteder, som derfor er begyndt at målrette deres forretning efter den norske efterspørgsel på billig auto-service.

»Vi har dobbelt så mange som sidste år, og der bliver flere og flere. Vi har cirka fem biler om ugen hernede,« siger autoværksteds-indehaver Morten Stange fra Hirtshals til radiostationen.

Han glæder sig over den norske efterspørgsel:

»De perioder på året, hvor der normalt er lidt stille på værkstedet, får vi fyldt op med norske biler. Det giver en bedre omsætning,« siger han.

Årsagen til den stigende efterspørgsel er ifølge Morten Stange, at de danske autoværksteder er omtrent halvt så dyre som de norske.

»Vi har mange, der kommer for at få lavet service på bilen og almindelig vedligeholdelse, og hvis de har været til syn i Norge, EU-kontrol hedder det deroppe, så kommer de ned og får repareret det, som står på listen,« siger han til DR P4 Nordjylland.

Richard Larsen, der ejer Sindal Autocenter, har også fået flere norske kunder i butikken. Hvor han tidligere havde en enkelt norsk kunde om måneden, har han i dag flere om ugen.

Han vil derfor gå mere målrettet efter nordmændene fremover.

»Det er helt klar noget, jeg vil satse på i fremtiden. Det er også derfor, at jeg har fået vores hjemmeside oversat til norsk og lavet en masse flyers, som jeg vil dele ud på færgerne.«

Det er en god idé, mener Tommy Stuckert, der er kædechef for Danmarks største kæde af autoværksteder, Automester.

»Jeg tror, at vi vil komme til at se flere norske kunder på de nordjyske autoværksteder i fremtiden. Allerede nu kan vi se, at flere er begyndt at oversætte deres hjemmesider til norsk,« siger Tommy Stuckert til radiostationen.

Han beskriver den nuværende tendens som et slags omvendt sønderjysk fænomen.

»Hvor der i mange år har været talt om, at tyske værkstedspriser er billigere end de danske, har du i det nordjyske en omvendt situation, hvor de danske priser er billigere end de norske,« siger han.