Boconcept-ejer overlader toppost til en bedre mand
Boconcepts hovedaktionær Viggo Mølholm erkender, at han ikke er den rette til at få møbelfirmaet tilbage på rette spor.
Derfor overlader han nu posten som bestyrelsesformand til Peter Thorsen, der tidligere har været direktør for lampevirksomheden Louis Poulsen.
Det skriver Børsen.
Den nye formand skal redde et skuffende første halvår, der gav et underskud på 60 mio. kr., og det ventes at ske gennem lukning af op mod halvdelen af de 50 underskudsgivende butikker og exit fra fem til ti markeder. Og Peter Thorsen er ifølge Mølholm det rette valg, da han har erfaring med større omvæltninger i virksomheder.
- Vi skal have ændret rigtig mange ting, og enhver træner eller holdejer må jo sætte det hold, der er bedst i den konkrete situation. Det er dét, vi gør. Peter Thorsen er økonom og har prøvet turnaround-forløb flere gange, mens jeg mere er entreprenør og konceptmand, siger Viggo Mølholm til Børsen.
For indeværende regnskabsår ventes selskabet at blive pålagt omkring 70 mio. kr. i ekstraordinære omkostninger til lukning af butikker og nedskrivninger på blandt andet goodwill og varelagre.
Ritzau Finans