Kapitel 5: Få dage inden OW Bunkers konkurs, købte Ole Richter-Mikkelsen aktier for 350.000 kroner
Den 70-årige pensionist Ole Richter-Mikkelsen satsede over 350.000 kroner på OW Bunker, få dage inden selskabet kollapsede. Indignationen steg i takt med at nye detaljer om sagen kom frem, og fik ham til at træffe en beslutning: Nogen måtte stilles til ansvar.
Ole Richter-Mikkelsen satte sig til computeren i arbejdsværelset, loggede ind på sin netbank i Nykredit, og købte OW Bunker-aktier for 200.000 kroner.
Det var den 27. oktober - fire dage efter at OW Bunker havde nedjusteret for anden gang på tre uger.
Aktien havde tabt 40 procent af sin værdi, men det lignede en overreaktion, vurderede den 70-årige pensionist.

