Dansk tøjmærke vil tjene penge på at hjælpe Afrika
Kwadusa er et nyt dansk tøjmærke, hvor alt tøjet er produceret i Afrika.
Tre danske kvinder har lavet børnetøjsmærket Kwadusa, hvor alt tøjet er købt og produceret i Kenya.
Umiddelbart kan man tænke, at det er fordi, at det er billigere end at producere det i Danmark, men direktør for Kwadusa, Vibeke Kjeldsholm, siger, at det handler om at bidrage til vækst på det afrikanske kontinent.
»Vi har en meget stor forkærlighed for Afrika. Derfor ville vi lave et tøjmærke, som er 100 pct. afrikansk produceret og fortæller en historie om Afrika. Samtidig skal det være med til at skabe arbejdspladser,« siger Vibeke Kjeldsholm.
Kvinderne bag tøjmærket er Vibeke Kjeldsholm, Anna Seeberg Braun og Malene Gloerfeldt Jakobsen. Vibeke Kjeldsholm og Anne Seeberg Braun mødte hinanden på Afrika-studier på Københavns Universitet.
De har begge rejst meget i Afrika, og Anna Seeberg Braun er endda blevet gift med en mand fra Burkina Faso, og deres søn, Isak, er blevet model til børnetøjet.
Det er netop de mange oplevelser rundt i det afrikanske kontinent, der har inspireret dem til at bygge en forretning op omkring det.
»Først og fremmest giver det nogle flere jobs til syersker. Derudover køber vi alle tekstilerne i Kenya, så vi håber, at vi kan bidrage til noget udvikling. Vi har gjort meget ud af, at alle forholdene på fabrikken skal være 100 pct. i orden,« siger Vibeke Kjeldsholm.
Det meste af det tøj, som Kwadusa sælger, forekommer dog kun i begrænsede antal. Det gør det fordi, at man køber tekstilerne på markeder i Nairobi, hovedstaden i Kenya, hvor man tit kun kan købe 50-100 meter tekstil.
Der er også andre udfordringer forbundet med at producere det hele i Afrika, fortæller Vibeke Kjeldsholm. Som udgangspunkt kommer Kwadusa nemlig ikke til at levere tøj til forskellige sæsoner.
»Vi forsøger at tvinge os uden om sæsonkollektioner. Det at få lavet en termojakke i Afrika er ikke noget, som de er vant til at producere. Men vi tager det hen ad vejen,« siger Vibeke Kjeldsholm.
Lige nu bliver tøjet kun solgt på Kwadusas hjemmeside, og hjemmesiden er kun målrettet til danskerne.
Planen er, at børnetøjsfirmaet skal udbrede sig ud over Danmarks grænser. Vibeke Kjeldsholm håber, at fortælling om Afrika kombineret med flot funktionelt tøj kan skabe succes.
»Vi håber først og fremmest, at vores tøj bliver købt, fordi det har en høj kvalitet og et lækkert design. Det, kombineret med en passioneret ambition om bidrage til at opretholde og skabe arbejdspladser i Afrika, skal give os succes,« siger Vibeke Kjeldsholm.