Finanshus og fodboldklub i bitter strid
Hellerup Finans, der både er storsponsor i fodboldklubben Lyngby og samtidig skulle sikre klubben likviditet og en storstilet emission, har forladt klubben.
Den traditionsrige fodboldklub Lyngby Boldklub er kastet ud i stor økonomisk usikkerhed.
Klubben, der netop nu fører landets næstbedste fodboldrække og har direkte kurs mod Superligaen, havde ellers efter flere år med underskud og konkurstrusler omsider fået styr på økonomien med en aftale med finanshuset Hellerup Finans.
Virksomheden, der sælger investeringsprojekter og forvalter for over 1 mia. kr. og er storaktionær i Lyngby, havde således både indgået et sponsorat med klubben til et millionbeløb, samtidig med at man sammen med andre aktionærer havde forpligtet sig til spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under den pressede klub med et samlet indskud på 18 mio. kr. over flere rater, hvor Hellerup Finans skulle komme med en del af det beløb.
Samtidig skulle Hellerup Finans hjælpe klubben med en storstilet emission på op imod 40 mio. kr., der skulle sikre Lyngby Boldklub det nødvendige økonomiske fundament til fremadrettet at kunne spille en rolle i toppen af dansk fodbold.
Nu har Hellerup Finans imidlertid valgt at opsige aftalen med Lyngby under stor dramatik. Det bekræfter Lyngbys direktør Christian Hill-Madsen over for Finans.
»Det er korrekt, at Hellerup Finans har afbrudt vores samarbejde og stopper ved udgangen af denne måned. Det kommer meget bag på os, men deres begrundelse er, at de har været med på en sponsortur til Madrid, hvor nogle deltagere foretog sig ting i privat regi, som de ikke kunne stå inde for,« siger Christian Hill-Madsen.
Direktør og medejer af Hellerup Finans, Torben Jensen, har dog i mails som Finans er i besiddelse af forklaret, at man ønsker at ophæve sin aftale med Lyngby, da det indtil videre ikke har været muligt at gennemføre nogle af de planer, man havde da selskabet i efteråret overtog lidt under halvdelen af aktierne i Lyngby.
Lyngby arbejder i skrivende stund på at finde nye investorer, der kan overtage de betalinger klubben havde i udsigt at modtage fra Hellerup Finans, men især på den lidt længere bane står klubben i øjeblikket uden en løsning.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.