Der skal turbo på internettet i togene
Partierne bag togfonden vil bruge 100 mio. kr. på bedre internet og mobildækning i togene.
Det skal være slut med ustabilt internet og dårlig mobildækning, når man kører i tog i Danmark. Samtidig skal brugen af nettet være gratis. Det er det i dag kun for passagerer på 1. klasse.
Derfor er partierne bag togfonden enige om at bruge 100 mio. kr. på formålet.
»Vi tror, at der er flere, der vil benytte sig af togene, hvis internet og mobildækning bliver forbedret. Det vil nemlig give de rejsende bedre mulighed for at arbejde i togene, hvad man ikke kan gøre, når man kører i bil,« forklarer de radikales transportordfører, Andreas Steenberg.
Et er dog at bevilge pengene. Noget andet er så de tekniske udfordringer med at få stabil dækning langs togstrækningerne.
»Vi kan sørge for dækningen i togene. Men dækningen uden for togene afhænger jo bl.a. af teleselskaberne og deres vilje til at opstille master. I dag har vi meget fin dækning i eksempelvis S-togene i og omkring hovedstaden. Til gengæld er der nogle huller på nogle af de lange togstrækninger - eksempelvis i Rold Skov,« oplyser man hos DSB's pressetjeneste.
Hertil forklarer Andreas Steenberg, at DSB og teleselskaberne har stået lidt i hvert sit hjørne.
»DSB har bedt teleselskaberne om flere master og antenner, mens teleselskaberne har ment, at DSB må opsætte nogle flere forstærkere i togene,« forklarer ordføreren.
»Nu kommer vi med 100 mio. kr., så Banedanmark kan opsætte nogle master, som teleselskaberne kan placere nogle antenner på. Så er der tre forhold, som DSB og teleselskaberne må bringe i orden.
Teleselskaberne må fortælle, hvor hullerne er, og de må opsætte nogle flere antenner. DSB må installere de nødvendige forstærkere i togene,« siger Andreas Steenberg.
Han tilføjer, at man nu afventer en rapport fra Banedanmark. Rapporten skulle være klar i løbet af januar, og derefter forventer Andreas Steenberg, at forbedringerne kan være gennemført i løbet af 2-3 år.
Samtidig ved han godt, at bedre internet i togene ikke hjælper så meget, hvis togene ikke kører.
»Derfor satser vi også inden det kommende valg på at have en samlet plan for jernbanedriften på plads. Det gælder udbygningen af jernbanestrækningerne, beslutning om indkøb af nye tog og så bedre internet- og mobildækning,« tilføjer Andrea Steenberg.
Hos brancheforeningen Teleindustrien lover direktør Jakob Willer, at branchen er klar til at yde sit til at sikre en bedre mobildækning. Det gælder både medvirken til at finde de rigtige løsninger og vilje til at investere.
»Vi har længe talt for, at internetdækningen i togene skulle forbedres. Men den helt afgørende forudsætning er, at der bliver installeret de nødvendige signalforstærkere. Det store problem er at få signalerne ind i togene, der skærmer for signalerne. Derfor nytter det ikke at opstille flere master uden for togene, hvis forstærkerne ikke er til rådighed,« forklarer Jakob Willer.
»Vi skal nu sammen med DSB og Banedanmark har kortlagt, hvor hullerne er. Dernæst skal der opsættes flere master og antenner, og så skal DSB i gang med en udbudsrunde for at finde ud af, hvem der skal levere wifi i togene. Men vi er klar til at bidrage til processen,« tilføjer Jakob Willer.