BMW tilbagekalder biler med potentiel livsfarlig fejl
En mulig fejl i airbagsene i 140.000 BMW'er i USA, får BMW til at tilbagekalde alle bilerne.
BMW tilbagekalder nu 140.000 biler fra BMW 3-serien fra årgangen 2004 til 2006 i USA, fordi den type airbag, som sidder i bilerne, har en fejl, skriver Reuters.
Når airbagsene udløses, skyder de defekte airbags små metalstykker med ud. Fejl som denne i airbags har indtil videre kostet mindst fem personer livet i USA.
Der er dog ingen af BMW's biler, som har været med i disse uheld, oplyser BMW.
Det er National Highway Traffic Safety (NHTS), som i første omgang opfordrede alle bilproducenter i USA til at tilbagekalde biler med denne type airbag, der er lavet af japanske Takata Corp, i områder med høj luftfugtighed.
Det gjorde man, fordi Takata Corp mente, at det var den høje luftfugtighed, der udløste en fejl i airbagsene og fik dem til at skyde små metalstykker ud, når de blev udløst.
Nu er der blevet registreret uheld uden for områder med høj luftfugtighed, og derfor har NHTS opfordret de implicerede bilproducenter til at skifte airbagsene i samtlige biler med netop denne type airbag.
De andre bilmærker, som har kaldt alle deres biler med den type airbag i USA, er bl.a. Honda, Mazda og Ford.
Det er langt fra første gang, at biler med airbags fra producenten Takata Corp bliver kaldt en tur ind forbi værkstedet for at få skiftet en potentiel farlig airbag.
Bare i år har der været flere tilfælde, hvor bilejere af mange forskellige bilmærker har måtte få sin airbag skiftet ud.
Takata Corps aktie er også styrtdykket i år, hvor den den 30. december 2012 havde en værdi på 3015 yen, og den 22. december 2014 er aktien blot 1328 yen værd.