Denne smartphone-producent stormer frem
Xiaomi tredoblede sit salg i 2014, og vil nu indtræde på flere europæiske og asiatiske markeder.
Den kinesiske smartphone-producent Xiaomi solgte godt 61,2 millioner telefoner i 2014, og tredobler dermed sit salg på 19,7 millioner enheder i 2013. Det skriver Forbes.
”Fra at jagte andre aktører i branchen, forfølges vi nu af andre,” skriver Xiaomis CEO, Lei Jun, i en meddelelse til sine medarbejdere. Lei Jun blev i november kåret som årets forretningsmand af Forbes Asia.
Den blot fire år gamle virksomhed indtager nu 1. pladsen over smartphone-producenter i Kina, mens virksomheden i øjeblikket rangerer som nummer 3 i verden. Kun overgået af Samsung og Apple.
Virksomhedens smartphones, der benytter Googles Android-styresystem, er endnu ikke udbredt på det danske eller europæiske marked. Men ifølge analytikere, vil virksomheden i 2015 satse på flere nye markeder.
"Xiaomis næste skridt er at gå målrettet efter internationale markeder i Asien og Europa, hvor virksomheden kan blive udsat for stærk modvind med sin lave brand awareness [på de nye markeder, red]," forklarer en analytiker til The Guardian.
Den analyse ligger i tråd med Xiaomis egne forventninger om stagnerende vækst på det kinesiske marked.
”I år vil vi komme ind på endnu flere oversøiske markeder […] I 2015 vil smartphone-branchen blive yderst konkurrencepræget, især fordi der vil ske en opbremsning af væksten på det kinesiske marked,” skriver Lei Jun til sine medarbejdere.
I 2014 havde Xiaomi en omsætning med moms på 74,3 milliarder yuan, eller hvad der svarer til godt 74 milliarder danske kroner. Hvilket er en stigning på 135 procent i forhold til 2013.
Den massive vækst gør virksomheden til en af verdens mest værdifulde børsnoterede selskaber. Xiaomi har ifølge Forbes i øjeblikket en værdi på 45 milliarder dollars, hvilket svarer til cirka 278 milliarder danske kroner.

