Zara har betalt 1,76 mia. kr. for butik i New York
Den spanske detailkoncern satser stort på det amerikanske marked. Og det er ikke gratis.
Inditex, der står bag modetøjkæden Zara, satser på New York. Inditex har afsluttet et opkøb af en butik på Broadway i New York. Den skal danne ramme for en flagskibsbutik for Zara-kæden.
Inditex må smide ikke mindre end 280 mio. dollar, hvilket svarer til 1,76 mia. kr. for butiksarealet på 4.400 kvadratmeter. Dermed betales der knap 400.000 kr. per kvadratmeter. Koncernen ser da også butiksåbningen som et afgørende led i sin amerikanske ekspansion.
»Denne flagskibsbutik er en milepæl for koncernens amerikanske satsning, og den amerikanske vækst skal ske ved en kombineret satsning på flagskibsbutikker og onlinesalg,« udtaler koncernchef Pablo Isla fra Inditex.
Den spanske koncern kæmper med svenske Hennes & Mauritz om at være den største modedetailbutik i Europa.
Inditex er stiftet af den spanske rigmand Amancio Ortega, som er landets rigeste. Ortega, som ofte figurerer på listerne over verdens rigeste personer, er stadig hovedaktionær i børsnoterede Inditex.
Den spanske modetøjskoncern har et lille dansk islæt, idet A.P. Møller - Mærsks koncernchef Nils Smedegaard Andersen har en bestyrelsespost i Inditex-koncernen.

