Fortsæt til indhold

Forening langer ud efter Uber med påstand om dødstrusler

Brancheforeningen Taxiførere i Danmark har angiveligt modtaget dødstrussel fra Uber-chauffør. Uber tager sagen alvorligt.

Erhverv

»Kampen imod Ubers danske pirattaxier er nu alvorligt tilspidset,« skriver brancheforeningen Taxiførere i Danmark (TiD) på sin Facebookside.

Udmeldingen kommer i forlængelse af, at et medlem af foreningen angiveligt har modtaget dødstrusler fra en chauffør hos den berømte og berygtede virksomhed Uber, som i november 2014 indledte sit samkørsels-korstog i Danmark.

Uber er kendt for sin app, hvor private bilejere kan hyres til bl.a. samkørsel.

»Dødstruslen blev indtelefoneret dags dato til et medlem af den nystartede brancheforening, efter at han havde anmeldt cirka 10 tilfælde af dokumenteret pirattaxivirksomhed, udført at taxipirater fra Uber. Dette er de første af en lang række anmeldelser, der fremover vil blive anmeldt til politiet for pirattaxivirksomhed,« skriver TiD på sin Facebookside.

TiD skriver endvidere, at truslen er meldt til politiet.

Uber tager påstanden alvorligt, og en talsmand fra virksomheden udtaler til Finans Live:

»Enhver situation, hvor sikkerheden kan være sat over styr, er uacceptabel for os. Vi tager denne påstand meget alvorligt og er i gang med at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. I København, og i alle andre byer hvor vi er til stede, er sikkerheden en topprioritet for os.«

Uber kom til Danmark d. 19. november 2014 og blev samme dag meldt til politiet af Trafikstyrelsen, som mente, at Uber overtrådte personbefordringsloven. Også Dansk Taxi Råd har anmeldt Uber.

Virksomheden har haft fantastisk succes i en række amerikanske byer, men har samtidig mødt modstand bl.a. i en række europæiske byer, hvor de er blevet beskyldt for at udgøre en risiko for passagererne, fordi chaufførerne ikke er uddannede taxichauffører.

Torsdag har transportminister Magnus Heunicke udtalt til TV2, at Ubers koncept virker »som noget, der er på den anden side af, hvad vi kan tillade i Danmark.«

Alligevel har politiet afvist at handle på begge anmeldelser, da politiet mener, at sagen hviler på for tyndt et grundlag. Trafikstyrelsen skal nu redegøre for Ubers virke i udlandet. Den redegørelse vil Trafikministeren afvente, førend han eventuelt vil gribe ind overfor Uber i Danmark.

Artiklens emner
Uber