Her er Ubers plan
Trods modvind flere steder i verden vokser Uber kraftigt i størrelse og er flere steder større end hele den etablerede taxibranche.
40 mia. dollars. Over 250 mia. kr. Så meget er Uber værd.
Hvad er meningen, spørger du måske?
Virksomheden er så meget værd, fordi den vokser med enorm hast og efterlader de etablerede taxivirksomheder i støvet i sit proklamerede mål med at fjerne biler fra vejene.
Uber har endnu ikke for alvor "ramt" Danmark. Men i virksomhedens hjemstavn, San Francisco, hvor Uber nu har eksisteret i fire år, er selskabet allerede større end hele det etablerede taximarked.
Meget større, hvis man skal tro Ubers administrerende direktør, Travis Kalanick.
Ifølge Kalanick har hele San Franciscos taxibranche en omsætning på 140 mio. dollars eller knap 900 mio. kr. Uber derimod har en omsætning på 500 mio. dollars eller ca. 3,2 mia. kr.
I San Francisco alene! Og omsætningen stiger 200 pct. om året.
Den tendens gør sig gældende i flere andre store byer, hvor Uber har fået solidt fodfæste. I New York stiger antallet af Uber-ture med fire gange årligt. I San Francisco er det 3 gange årligt, og listen topper i London med fem til seks gange flere kørsler årligt.
Det tal, forventer Travis Kalanick, vil kun stige i fremtiden.
Målet er nemlig at fjerne biler fra vejene ved at gøre det meget lettere og billigere at praje en vogn.
Travis Kalanick mener, at hele 400.000 biler bliver overflødige alene i Europa på grund af Uber. Særligt når virksomheden for alvor slår igennem med sin nye ide: Uber Pool. En samkørselsordning, hvor passagerer kan dele ture med andre og dermed slippe med en del af regningen.
»Denne biludskiftnings-historie er ikke blot en vision eller en drøm. Det er noget, der faktisk finder sted i dag,« sagde han til en konference søndag i München.
Det er stadig langt fra alle lande, der tager lige pænt imod Uber. Myndighederne i Beijing har for nylig annonceret, at de vil dele bøder ud til chauffører, der uden licens kører app-baseret taxikørsel.
Ligeledes blev Uber heller ikke vel modtaget, da koncernen meldte sin ankomst til Danmark. Samme dag politianmeldte Trafikstyrelsen folkene bag appen for overtrædelse af personbefordringsloven.

