Nordea i udbytte-fest
Den nordiske storbank slår analytikernes forventninger - og lægger op til markant udbytte til aktionærerne. Spareplaner fortsætter.
Nordea kom ud af året sidste kvartal med et plus på 1,157 mio. euro før skat. Det giver ifølge storbanken plads til en udbetaling til aktionærerne på 0,62 euro per aktie.
Analytikerne havde ifølge SME Direkt forventet et udbytte på 0,58 euro per aktie, og et plus på bundlinjen på 857 mio. euro.
For hele året er der tale om et ordinært resultat på 4,32 mia. euro.
»Vi leverer i 2014 et robust resultat med stabile indtægter, lavere omkostninger og forbedret kreditkvalitet. Vi forbedrer dermed det ordinære resultat med 9 pct. på trods af udfordrende markedsforhold præget af lav vækst, lave renter og øgede geopolitiske spændinger,« lyder det fra bankens topchef Christian Clausen i regnskabet.
Mens Nordea altså på bundlinjen og i forhold til aktionærernes bonus havde et bedre 2014 end 2013, så var året også præget af en række dårlige historier for banken.
Senest har Nordeas største fagforening i Danmark, Finansforbundet, med henvisning til netop bankens fokus på udbytte og nedskæringer, kaldt Nordea for noget nærmere en kapitalfond end en bank.
Det er da også i høj grad Nordeas omfattende spareprogram, der står for det forbedrede resultat. De samlede omkostninger falder med fire pct., skriver storbanken i regnskabet. Og fokuset på omkostninger fortsætter, skriver Nordea:
»For 2015 er vi forberedt på endnu et år præget af lav vækst, lave renter og en ændret kundeadfærd. Vi vil derfor fortsætte med at levere på vores plan med øget omkostnings- og kapitaleffektivitet for at sikre vores stærke finansielle fundament,« lyder det fra Christian Clausen i regnskabet.
Regnskabet viser da også, at de samlede nettorenteindtægter faldt fra 5,52 mia. euro i 2013 til 5,48 mia. euro i 2014. Samtidig faldt nedskrivninger dog også med præcis 200 mio. euro til 534 mio. euro.
Egenkapitalforrentningen landede på 11,6 pct. mod 11 pct. i 2013.
I den danske del af forretningen melder regnskabet om fortsat kunde- og udlånsfremgang i fjerde kvartal, men også om en kollektiv nedskrivning på udlån til landbrug på 23 mio. euro.
Nordea: Årsregnskab 2014
| Mio. euro | 2014 | 2013 |
|---|---|---|
| Nettorenteindtægter | 5.482 | 5.525 |
| Driftsindtægter i alt | 10.224 | 9.891 |
| Resultat før nedskrivninger | 5.015 | 4.851 |
| Nedskrivninger på udlån, netto | -534 | -735 |
| Ordinært resultat | 4.324 | 4.116 |


